Ny FN-milliardfond skal sende millioner af fattige børn i skole

skole_pixabay
Forfatter billede

Børn i verdens fattigste lande skal i langt højere grad have adgang til uddannelse, og det vil FN nu forbedre mulighederne for.

Med den særlige udsending for uddannelse i spidsen, Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown, har verdensorganisationen etableret en ny global skolefond med 10 milliarder dollars, svarende til omkring 60 milliarder kroner.

Fonden søger at løfte en af de vigtigste globale opgaver, nemlig at få alle verdens børn i skole, særligt de fattigste og mest udsatte.

I dag er der 260 millioner børn rundt om i verden, der ikke modtager undervisning. Hvis de ikke kommer i skole, vil det have ”katastrofale konsekvenser”, siger Gordon Brown.

Han vil ifølge den britiske tv-station BBC have donorlande til at fungere som garanter for billige lån til skoleprojekter rundt om i verden. Blandt andet skal billige lån gøre det muligt for fattige lande at bygge skoler og ansætte lærere.

Fonden, der har fået navnet ”The International Finance Facility for Education”, er støttet af FN og Verdensbanken.

Med den planlagte finansiering vil det blive muligt for omkring 20 millioner børn at komme i skole, skriver BBC.