IUG blev stiftet i 2001 og havde dengang primært fokus på at yde teknisk støtte til andre og større NGOer. I dag driver man egne partnerskaber i syd med hovedfokus på lokale projekter, hvor teknisk bistand og viden stilles til rådighed pro bono med henblik på at sikre lokal forankring og varige, langsigtede løsninger.
Under Steen Frederiksens formandskab har IUG fået over 1.000 nye medlemmer, så organisationen i dag har flere end 1.200 medlemmer, hvoraf ca. 250 er studerende.
”IUG blev kun bedt om bistand når andre NGOer havde udtømt deres egne ressourcer. Derfor besluttede vi i 2009 parallelt at udvikle vore egne projekter samt danne egne hold og en projektledelsesstruktur, hvor vi i dag kan yde teknisk-humanitær og bæredygtig bistand”, siger nu 72-årige Frederiksen. Mere om ham på
https://globalnyt.dk/content/formand-i-u-landsforening-ingenioerer-blir-70
Vil sætte fokus på kompetenceopbygning og kommunikation
Som ny formand vil Bent Michael Nielsen tage afsæt i sin årelange erfaring med fagteknisk humanitært arbejde. Han har tidligere været ansvarlig for gennemførelsen af humanitære projekter via Rotary samt været formand i henholdsvis: Ingeniørforeningen (fagteknisk netværk) IDA HVAC og Danvak.
Bent Michael Nielsen har været aktiv i IUG siden 2013. Han vil i sin formandsperiode sikre, at IUG fortsat formår at balancere de tre elementer: Personfaglig ekspertise, skabelse af projekter og donationer til projekter.
Desuden vil han styrke IUGs fokus på kompetenceopbygning og kommunikation.
”Vi skal blive bedre til at synliggøre den betydning de tekniske løsninger har i forhold til at skabe lokale og bæredygtige løsninger, der bidrager til opfyldelsen af FN’s 17 Verdensmål", siger han og lægger til:
"Vi skal også fokusere endnu mere på videnoverførsel – ikke kun mellem nord og syd – men også imellem generationer, da vi er en frivilligbaseret organisation, hvor yngre og mere uerfarne og ældre mere erfarne mødes i et fælles projekt".
Den nye formand var medlem af en fire personers gruppe, der forestod udarbejdelse af forslag til IUGs strategiplan 2015-2020.
Indtil formandsvalget var han medlem af bestyrelsen som næstformand (2016-17).
Midlertidig formand for Projekt Vurderings Gruppen (PVG) i IUG. På fact-finding mission til Zimbabwe i efteråret 2016. Renovering af skoler i Lupane distriktet.
Stadig aktiv på flere felter
Civilingeniør, MIDA, EUR ING, Bent Michael Nielsen har nået pensionsalderen, men er kun delvist gået på pension. Han har sin egen private rådgivende virksomhed og i sit virke som ingeniør både været beskæftiget som rådgiver, bygherre og entreprenør.
Siden han var studerende på Danmarks Tekniske Universitet har han været fagligt engageret i Ingeniørforeningen i Danmark i hovedbestyrelsen, forretningsudvalget og repræsentantskabet samt formand i en længere årrække for foreningens Fagtekniske organisation (daværende Fagteknisk Råd).
Desuden har han i en længere årrække været medlem af bestyrelsen for Danvak (Dansk Selskab for Varme og Klimateknik).
Privat bor han i Jyllinge pr. Roskilde og er gift med Merete Hansen.
Mere om Ingeniører uden Grænser
Ingeniører uden Grænser (IUG) er en teknisk-humanitær NGO, hvis medlemmer primært er ingeniører, maskinmestre og andre teknikere. IUG skaffer rent vand, etablerer sanitære faciliteter, skoler og sundhedsklinikker og bistår med boliger, veje o.lign. efter natur- og menneskeskabte katastrofer.
IUG er en del af Engineers without Borders International. "Derved kan vi stille et stærkt internationalt team når der er brug for os", hedder det i en pressemeddelelse. Sekretariatet i det centrale København ledes af generalsekretær Dorte Lindegaard Madsen. Mere om hende på
https://globalnyt.dk/content/ingeniorer-uden-graenser-far-international-koordinator
"Vi er en non-profit organisation, og finansieres udelukkende af medlemmers kontingenter samt de bidrag vi får fra offentlige og private donorer".
IUG ledes af en medlemsvalgt bestyrelse, bestående af 10 medlemmer samt en formand. IUG's sekretariat er for tiden bemandet med en deltidsansat international koordinator. Sekretariatet bistås af mere end 100 aktive medlemmer, der arbejder frivilligt i forskellige arbejdsgrupper.
I 2017 består IUGs bestyrelse af:
- Bent Michael Nielsen, formand
- Merete Them Kjølholm, kasserer
- Palle Beck Thomsen
- Sarah Maria Bech Johansen
- William Ryevad
- Anette Pedersen
- Ole Winter Nielsen
- Jens Clausen
- Frank Hansen
- Robert Arpe, suppleant
- Anders Ilsøe, suppleant