Globalt Fokus’ styregruppe har netop valgt Kristine Mærkedahl Jensen til at stå i spidsen for organisationen.
Kristine Mærkedahl Jensen er international chef i Sex & Samfund og har siddet i styregruppen for Globalt Fokus de sidste to år og været næstforperson siden 2023.
“Globalt Fokus er den vigtigste platform for civilsamfundets internationale engagement lige nu. Vi står med en vanvittig god strategi, styregruppe og et stærkt sekretariat. Jeg glæder mig til at arbejde for, at vi lykkes med de ambitioner, vi har sat os, i tæt samarbejde med sekretariatet og sammen med den brede skare af medlemmer, der udgør Globalt Fokus, og de civilsamfundsaktører og målgrupper i den globale majoritet vi repræsenterer,” fortæller Kristine Mærkedahl Jensen i en pressemeddelelse.
Kristine Mærkedahl Jensen overtager posten fra Rasmus Stuhr Jakobsen, der er direktør i Care Danmark, og som forlod posten efter seks år ved generalforsamlingen 2024.