Ny forskning: Menneskelig adfærd har slettet 2,5 milliarder års evolutionær historie

lemur-2659030_960_720
Thomas Jazrawi

Dyre- og plantearter forsvinder på stribe i denne periode.

Det har ikke blot negative konsekvenser for den umiddelbare natur og vores adgang til naturressourcer, men også for den evolutionære historie og udvikling.

Det viser et nyt studie, som konkluderer, at det vil tage naturen millioner af år at genoprette de skader, som den menneskelige adfærd har påført den. 

Studiet er foretaget af forskere fra bl.a. Aarhus Universitet (AU) og er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.

“Dette er ret uhyggeligt. Vi er begyndt at fælde hele træet (livets træ), inklusiv den stamme, vi selv sidder på”, siger Matt Davis fra AU, som har ledet studiet, til The Guardian. 

Evolutionær diversitet

Forskningen kigger på den diversitet, som naturen gennem evolution har opbygget gennem milliarder af år. 

300 arter af pattedyr er udryddet i den geologiske tidsalder, som kaldes den antropogene periode, fordi menneskeheden har haft den altafgørende indflydelse. 

Med de 300 forsvundne arter af pattedyr er sammenlagt 2,5 milliarder års “unik evolutionær historie” tabt, har forskerne beregnet ifølge studiets abstract. 

Studiet konkluderer, at det vil tage naturen mellem 5-7 millioner af år at genoprette det tabte, selv hvis vi stoppede nasturødelæggelserne indenfor de næste 50 år, skriver The Guardian. 

Den sjette masseuddøen

Forskere taler om, at vi i denne periode gennemlever klodens sjette masseuddøen. Udryddelse af arter er ikke set i et sådan omfang siden dinosaurerne forsvandt for omkring 66 millioner år siden. 

Denne gang er hovedårsagen menneskelige aktiviteter. 

I november mødes verdens nationer til COP14 for FN’s Biodiversitetskonvention for at diskutere de såkaldte Aichi-mål for biodiversitet. 

De blev vedtaget i 2010 og hovedsigtet er at bremse klodens tab af den naturlige mangfoldighed. Aichi-strategien udløber i 2020, og diskussionerne om, hvad der skal følge planen begynder for alvor næste måned ved FN-topmødet, som bliver afholdt i Sharm El-Sheik, Egypten.