Aftalen, som kaldes The Economic Partnership Agreement (EPA), giver majoriteten af EU produkter toldfri adgang til Det Østafrikanske Fællesskab, på engelsk kendt som East African Community (EAC). En del produkter opnår toldfrihed straks efter aftalens ikrafttræden og tolden på øvrige EU produkter udfases gradvist over en periode på 25 år.
Til gengæld for bortfaldet af importtold på EU varer, garanterer aftalen EAC landene told og kvota fri adgang til EU, og tilsagn om udstrakt støtte til udvikling af landbrugs- og fiskerisektoren med fokus på forarbejdning for at øge værdien af eksportprodukterne.
EACs ratificering af aftalen trækker ud
Ratificeringen af aftalen, som skal ske individuelt for EAC landene, er planlagt til at finde sted i efteråret 2016, men ratificeringen er stødt på forhindringer. Særligt fra Tanzaniansk side stilles der spørgsmål ved, om fordelene for EAC i tilstrækkelig grad kompenserer for at åbne markederne for EU produkterne. Det kan være svært at vurdere den langsigtede effekt af at åbne for toldfri import, og landene står til at miste betragtelige indtægter i takt med at importtolden på EU produkterne bortfalder.
Aftalens store svaghed er, at EAC landene som Least Developed Countries (LDCs), bortset fra Kenya, allerede har told-og kvotafri adgang til EU gennem ”Everything but Arms” (EBA) initiativet. Aftalen byder derved ikke på så meget nyt og den lovede støtte til udvikling af landbrugs og fiskerisektorerne i EAC skal derfor alene kompensere for EU produkternes toldfri adgang. Men EPAen rummer ikke klare anvisninger på hvordan de ambitiøse udviklingsinitiativer skal finansieres, pengene er der ikke – de skal skaffes. I lyset af BREXIT og EU's håndteringen af flygtningekrisen er det ikke overraskende, hvis EAC ser med nogen skepsis på EU landenes evne til at skaffe den nødvendige finansiering.
Asiens voksende indflydelse og EU's strategiske overvejelser
EACs samhandelsmønstre er de klassiske for udviklingslande. Landene eksporterer primært billige uforarbejdede råvarer og importerer dyrere forarbejdede produkter. Landene har voksende underskud på handelsbalancen, men det som skaber det voksende underskud er i stigende grad import af varer fra Asien, hvorimod handelsbalanceunderskuddet i forhold til EU er faldende.
EU produkterne kan ikke konkurrere med de asiatiske på pris, og EPAen kan derfor ses som et forsøg fra EU's side på at øge de europæiske produkters konkurrenceevne på det afrikanske marked. Det drejer sig om at sikre fremtidige markedsandele , så aftalen har stor strategisk betydning for EU.
Det eneste EU for alvor har at handle med for at få aftalen ratificeret er muligheden af at sløjfe de eksisterende toldpræferencer under ”Everything but Arms initiativer” hvis EAC landene ikke tilslutter sig EPAen, og ifølge NGO’en” The Southern and Eastern Africa Trade Information and Negotiations Institute” (SEATINI), har EU raslet med sablen.
Hvis aftalen ikke ratificeres
Kenya, der som ”Middle Income Country” ikke er omfattet af EBA initiativet og derfor vil få en umiddelbar fordel af EPAen, samt Rwanda, har valgt at underskrive aftalen 1. september, men de øvrige lande lader vente på sig.
Hvis ikke alle lande underskriver, falder aftalen i sin nuværende form til jorden, da den er udformet som en aftale mellem EU og det samlede EAC. Den kan muligvis erstattes af bilaterale aftaler med de enkelte lande, men det er svært at forestille sig en model hvor EPAen træder i kraft for enkelte LDCs i EAC samtidig med at andre LDCs bibeholder deres privilegier under EBA. På den anden side er det dog også svært at forestille sig at EU kan retfærdiggøre at sløjfe de fattigste udviklingslandes told-og kvotafri adgang til EU under EBA initiativet. Den vil være svær at forklare de europæiske befolkninger, og man må formode at der både i EU og EAC arbejdes på højtryk på at finde en løsning inden udgangen af 2016.
