Den kommende handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel 2019-2021 bygger videre på og fortsætter den danske indsats mod menneskehandel fra de tidligere handlingsplaner. Handlingsplanen blev forhandlet under sidste års satspuljeforhandlinger med henblik på at skabe sikkerhed og stabilitet om indsatsen, ikke mindst hos NGO’erne på området.
I Danmark har antallet af ofre for menneskehandel, som er vurderet handlet af de danske myndigheder været stigende i periode 2007-2017. 87 procent af ofrene er kvinder. Menneskehandel er et brud på grundlæggende menneskerettigheder og en grov krænkelse af den enkeltes ret til at bestemme over egen krop og eget liv.
”Menneskehandel er et globalt problem og desværre en lukrativ ”forretning” for kyniske bagmænd, som går efter at udnytte i forvejen sårbare og udsatte kvinder, mænd og børn. Med handlingsplanen fortsætter vi indsatsen både med at støtte ofrene og hjælpe dem videre i livet og retsforfølge bagmændene. Jeg er glad for, at der er bred opbakning i Folketinget til indsatsen mod menneskehandel” siger Eva Kjer Hansen (V), minister for ligestilling, som er ansvarlig for den overordnede koordinering af regeringens indsats på området.
Skal kende tegn og signaler
Menneskehandel til prostitution er mest udbredt. Men der kan forekomme menneskehandel inden for en lang række områder. Det kan fx være handel til tvangsarbejde i restaurationsbranchen, privat husarbejde, lommetyveri, salg af stoffer, tiggeri og proformaægteskaber.
Derfor er der i den nye handlingsplan fokus på, at relevante aktører skal kende tegn og signaler på menneskehandel og være klar til at støtte ofrene, når de møder dem. Det kan fx være kommunale gadeplansmedarbejdere, asylcentre, NGO’er, politiaspiranter og i retsvæsenet.
I den nye handlingsplan lægges der samtidig vægt på, at indsatsen skal være fleksibel og tilpasningsdygtig over for nye behov, udviklingstendenser og nye målgrupper blandt ofrene. Handleplanens ambition er at gå på to ben ved både at kunne hjælpe ofrene bedst muligt og samtidig ramme bagmændene.
Indsatsen over for ofre for menneskehandel går på tværs af myndigheder og ministerområder. Det er afgørende, at alle aktører står sammen om at bekæmpe menneskehandel og sikre en fælles indsats over for ofrene. Derfor står satspuljepartierne og en række ministre bag handlingsplanen. Handlingsplanen er den femte siden 2002. Handlingsplanen træder i kraft 1. januar 2019.