Ny historiebog gør slavetiden levende

Gennem valget og fravalget af kildematerialer, gennem forklaringsmodellerne og gennem de ting i samtiden, der lægges vægt på, viser historieskrivningen noget om forfatterne, deres samtid og om deres syn på mennesket og dets bevæggrunde. I undervisningssammenhæng bliver dette i større eller mindre grad bragt videre til eleverne. Historien er hjælpeløs over for den måde, vi bruger den til at forklare eller bortforklare verden på. Og så alligevel ikke. For historien rækker op igennem årene og farver nutiden, uanset om vi erkender det eller ej.

Derfor er jeg glad for, at der bliver skrevet historiebøger som ’Dansk Vestindien – fra dansk koloni til amerikansk territorium’, der er skrevet af Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley. Det er ikke bare en levende, og til tider chokerende, fortælling om et kapitel i Danmarks historie, som mange kun har en svag idé om, det er også en grundig gennemgang med mange samtidige kilder. Dét, der gør den helt unik, er, at den også viser historien, som der bliver undervist i den på Jomfruøerne.

Rammen

Bogen strækker sig fra tiden før den første kontakt mellem europæere og caribiere og indtil i dag. Den giver både historiske fakta om handelstal og love og gennemgår mange samtidige strømninger. Fra den ”videnskabelige racisme”, hvor samtidens lærde argumenterede for, at afrikanernes fysik og biologi gjorde dem underlegne på alle områder, over abolitionismen (slaverimodstandere) og til nationalromantikken.

Vekselvirkningen mellem konkrete tal og fakta og samtidens fremherskende tænkemåder gør fortællingen levende og troværdig. Bogen lider ikke af den tørre, støvede, søvndyssende effekt, andre historiebøger ellers kan have på mig.

Fortidens fornuft – nutidens forfærdelse

Bogen gør i høj grad brug af historisk kildemateriale, hvilket er med til at belyse en tidsånd, hvor mange i ramme alvor mente, at sorte ikke var mennesker. Deres umenneskelighed bestod i, at de ikke var hvide og ikke var kristne. Man mente, at man faktisk gjorde dem en tjeneste ved at frihedsberøve og slavegøre dem, fordi de så fik adgang til et ”civiliseret, kristent samfund”. At de slavegjorde i lang tid ikke havde adgang til kirkehandlinger på de dansk-vestindiske øer, indgik ikke i argumentationen.

Hver gang, jeg læser samtidige kildematerialer fra dengang, Danmark havde slavegjorte, slår det mig, hvordan nogle individer ikke er kommet et skridt længere i deres tankegang siden dengang for 300 år siden; andre forsøger at italesætte og modvirke den påvirkning, slaveriet og opfattelsen af mennesket som opdelt i et racehierarki stadig har. Dette er for eksempel illustreret af debatten om brugen af ordet ”neger”, som i øvrigt også berøres i bogen.

Som nutidig læser skifter man mellem at væmmes, komme til at grine (hånle), forarges og forfærdes. Datidens ”civiliserede og kristne” tankegang er så grotesk i sin karikerede og selvmodsigende opfattelse af de afrikanske slavegjorte, at det af og til er morsomt. Lige til man kommer i tanker om, at det ikke er en karikatur, men faktisk var sådan, mange mennesker tænkte og handlede. Uanset chokværdien er det ægte, historiske kilder, og det giver et indblik i en tid og en tænkemåde, der er svær forestille sig nu.

To sider af samme sag

Forfatterne foretog en studietur til de vestindiske Jomfruøer sammen med seks gymnasieelever, og her undersøgte de blandt andet, hvordan samme historiske periode beskrives af de caribiske historikere. Der refereres jævnligt til denne studietur og de opdagelser, man gjorde, gennem hele bogen, ligesom forfatternes egne billeder fra turen bliver brugt som illustrationer.

Det kommer vel næppe som nogen overraskelse, at beskrivelsen fra den anden side af kolonimagts-positionen er temmelig anderledes. Man siger altid, at historien skrives af sejrherrerne, men her er en mulighed for at se sagen fra de undertryktes synspunkt.

I den caribiske historieskrivning lægges der vægt på folkelige bevægelser, de mange små og store oprør mod det danske herredømme, den rige sangskat, som de slavegjorte skabte under oprørene, de ledende personer i frigørelseskampen og de kulturelle og religiøse traditioner, som de slavegjorte medbragte fra deres forskellige afrikanske hjemlande. Danmark er mere underordnet og fremstilles ikke som en human og fremskridtsvenlig slavehandlernation, der var de første til at forbyde slavehandlen (men ikke slaveriet!), men som et ualmindeligt brutalt kolonistyre.

Det var de slavegjorte selv, der ved en folkelig opstand tog deres frihed; ikke Danmark, der frigav dem (det blev begrædt af samtidens Danmark, selv af nogle af dem, der ellers var imod slaveri, da de mente, at de ville give ”negrene” for høje tanker om sig selv, som man kan læse i bogens kildemateriale). Der bliver lagt langt mere vægt på de slavegjortes rolle i de historiske begivenheder af de caribiske historikere end af de danske. Det fremgår i øvrigt også af bogen, at det var en afrocaribisk historiker, der opfandt begrebet ”eurocentrisme” for at beskrive den måde, Europa ser sin egen rolle i historien og i nutiden.

Tråde til nutiden

Bogen indeholder også afsnit, hvor der trækkes en række tråde til nutiden. I dansk sammenhæng kendes ordet ”kolonialvarer” (varer fra kolonierne), og alle har formentlig set Aage Sikker Hansens ikoniske Cirkel Kaffe-plakat, og ved måske også, at flødeboller engang hed ”negerkys” eller ”negerboller”. I vestindisk sammenhæng fortæller bogen om de kulturelle traditioner, de slavegjorte havde med sig fra Afrika.

Der er også en gennemgang af datidens ”videnskabelige” basis for racisme, hvor kildeteksterne er decideret tåkrummende, men stadig giver genlyd i visse retorikker i dag og i debatten om, hvorvidt Danmark skylder en undskyldning og eventuelt en økonomisk erstatning til de tidligere kolonier. Flere andre lande, både europæiske og afrikanske, har givet undskyldninger for slavehandel og slaveri, men Danmark slæber stadig på fødderne og bortforklarer blandt andet med, at det ville være en indblanding i amerikansk indenrigspolitik.

Metoder fra mange fagområder

Bogen indeholder til slut et kort metodeafsnit. Her forklarer forfatterne de (historiske) metoder, de har brugt – blandt andet historisk diskursanalyse – og en kort diskussion af forskellig slags brug (og misbrug) af historie, for eksempel moralsk historiebrug (at man bruger historien til at latterliggøre historiske personer eller verdenssyn) og historisk ikke-brug (fortielse af historiske begivenheder). Det sidste, mener nogle, har været den danske indgangsvinkel til vores fortid som slavehandlernation.

Det er befriende at se historiefaget flyttet fra ligegyldig udenadslære til et mere metodebaseret fag, der inddrager elevernes dømmekraft og analytiske evner. Der står i undervisningsbekendtgørelsen, at faget skal have nytteværdi for eleverne, og det bliver heldigvis fortolket på en måde, så eleverne bliver aktive deltagere og ikke bare passive tilhørere.

Til hvert kapitel i bogen er der knyttet yderligere kilemateriale, som man kan finde på bogens hjemmeside.

Varm anbefaling

Jeg vil gerne give bogen min varmeste anbefaling. Uanset om man er historielærer i den sekundære uddannelsessektor eller bare generelt historieinteresseret, vil man ganske sikkert lære noget nyt om en af de mere dystre og mindre beskrevne sider af Danmarks fortid ved at læse denne bog. Danmark som kolonimagt blev slet ikke nævnt i den historieundervisning, jeg selv havde i gymnasiet, og når man snakker om det, møder man ofte spørgsmålene: ”Har Danmark haft kolonier i Afrika? Har Danmark handlet med slaver?”

Idet bogen også beskæftiger sig med, hvordan kolonihistorien fortælles på Jomfruøerne, og der også er kilder skrevet af frigivne (eller undslupne) slavegjorte, giver den en unik mulighed for at se sagen fra begge sider. Jeg oplever sjældent, at en historiebog kan gøre mig begejstret eller er svær at slippe, men det var faktisk tilfældet her. Det er et spændende emne, der er præsenteret på en levende og mangesidet måde.