Helle Østergaard er tiltrådt som ny direktør for Mary Fonden. Helle Østergaard kender fonden, dens projekter og samarbejdspartnere indgående, idet hun er fondens hidtidige projektchef.
Birgitte Hagemann Snabe, som har været direktør, siden fondens lancering i september 2007, har valgt at fratræde, da hun vil prioritere familien i en periode.
42-årige Helle Østergaard har også været med siden 2007. Hun er uddannet cand.merc. i international virksomhedsøkonomi på Aalborg Universitet og har netop gennemgået NGO-lederuddannelsen.
Hun har tidligere arbejdet med forretningsudvikling i Superfos (1996-1999) og med Brand Management og projektledelse i Unilever (1999-2006).
Helle Østergaard tiltrådte i sit nye job 1. januar 2012.
Samtidig er Heidi Krumhardt Mortensen (36) ansat som kommunikationschef i Mary Fonden. Hun kommer fra en stilling som områdechef for kommunikation i PsykiatriFonden.
Mary Fonden arbejder for at bekæmpe social isolation, fremme tolerance og forståelse for forskellighed og skabe håb. Grundtanken er, at alle har ret til at høre til. Arbejdet fokuserer på ”Mobning og Trivsel”, ”Vold i Hjemmet” og ”Ensomhed”.
Også i forhold til u-landene er fonden aktiv. I december 2009 modtog NGOen Maternity Worldwide således Mary Fondens årlige julegave på 250.000 kr. De mange penge gik til en etårig jordemoderstilling i Etiopien, hvor en udsendt fra Danmark har oplært lokalt personale.
Kronprinsessen har siden sagt ja til at være protektrice for NGOen. Mary, som søndag fyldte 40 år, er tillige protektrice for Dansk Flygtningehjælp, i hvilken egenskab hun gæstede flere flygtningelejre i Østafrika i fjor.
Maternity Worldwide er en frivillig organisation stiftet i 2005 af seks danske kvinder.
Med visionen ”det må ikke koste liv at give liv” er formålet at sikre kvinders liv i forbindelse med graviditet og fødsel i udviklingslande. Maternity Worldwide har påbegyndt dette arbejde i Etiopien i et af verdens fattigste områder, hvor dødsårsagen for hver syvende kvinde er komplikationer opstået ved graviditet og fødsel – dødsfald der med den rigtige indsats kan forebygges.
Maternity Worldwide har i samarbejde med sin engelske søsterorganisation opbygget et landsbybaseret bæredygtigt projekt, der tager udgangspunkt i uddannelse og hjælp til selvhjælp med base på et lokalt hospital i den vestlige del af Etiopien.
I foreløbig 40 landsbyer er der etableret kvindegrupper med undervisning i basal sundhed og faresignaler ved fødsel. Derudover har kvindegrupperne modtaget og administrerer mikrolån.
Maternity Worldwide driver fødeafdelingen på hospitalet og udsender frivillige læger og jordemødre og har indført et kuponsystem, som har givet adgang til sikre fødsler på hospitalet for over 3.000 kvinder.