Hvert år dør tæt på 800.000 mennesker som følge af selvmord. Det svarer til, at én person begår selvmord hvert 40. sekund. Selvmord står for 1,4 procent af alle dødsfald hvert år, hvilket gør det til den attende højeste dødsårsag på verdensplan.
I går, 10. september, var det World Suicide Prevention Day. I den forbindelse lancerede World Health Organization (WHO) en ny kampagne under navnet “40 seconds of action“. Kampagnen har til formål at øge opmærksomheden omkring selvmord på verdensplan, samt sætte fokus på, hvordan vi hver især kan hjælpe med at forebygge selvmord.
Kun 38 lande har forebyggelsesstrategier mod selvmord
WHO udgav den første rapport om selvmord på globalt plan for fem år siden. Fokus på selvmord er siden da steget, og flere lande har udviklet nationale forebyggelsesstrategier. Det er dog stadig kun 38 lande på verdensplan, som har en decideret strategi i forebyggelsen af selvmord.
Kampagnen ”40 seconds of action” er et forsøg på – en gang for alle – at sætte selvmord på den globale dagsorden.
WHO håber, at kampagnen kan imødegå noget af det stigma, som i dag associeres med selvmord. Ligeledes opfordrer kampagnen flere lande til at styrke deres dataindsamling omkring selvmord. I den seneste opgørelse fra 2016 var det nemlig kun 80 ud af WHO’s 183 medlemslande, hvis data havde høj, brugbar kvalitet.
79 procent af alle selvmord sker i lav- og middelindkomstlande
I 2016 var det globale gennemsnit for selvmord 10,5 per 100.000 indbyggere. Dette tal varierer dog kraftigt fra land til land. Skellet går fra alt mellem 5 til over 30 mennesker per 100.000 indbyggere som årligt tager deres eget liv.
79 procent af alle selvmord sker i lav- og middelindkomstlande. Udover at sætte fokus på stigma, mental ustabilitet og selvmord som følge af økonomisk usikkerhed, har flere lande også indført helt konkrete strategier i forsøget på at sænke de nationale selvmordsrater.
Én strategi som har vist sig særligt effektiv har været restriktioner på tilgængeligheden af pesticider. Forgiftning med pesticider er nemlig en meget udbredt selvmordsmetode blandt bønder i blandt andet Indien og på Sri Lanka.
I forbindelse med World Suicide Prevention Day i går, udgav WHO rapporten Preventing suicide: a resource for pesticide registrars and regulators, hvor det fremgår, at restriktioner af meget giftige pesticider har ført til et fald i flere nationale selvmordsrater.
Særligt på Sri Lanka har forebyggelsen vist sig effektiv, og det anslås, at antallet af selvmord som følge af forgiftning er faldet med 70 procent i perioden fra 1995 til 2015, siden der blev indført restriktioner på skrappe pesticider. I Sydkorea har man ligeledes set en halvering i antallet af selvmord som følge af forgiftning, siden et forbud mod herbicidet paraquat trådte i kraft i 2011-2012.