Hvert år slås omkring 20 millioner hunde ihjel på frygtelige måder, selv om det er bevist, at masseaflivning ikke kan bekæmpe rabies (hundegalskab). Det skriver Verdensselskabet til Dyrebeskyttelse (WSPA) i en pressemeddelelse tirsdag.
WSPA indleder i næste uge en kampagne, hvor verdens internetbrugere kan støde på tusindvis af virtuelle hunde, som går tur iført røde halsbånd.
Hundene er navngivet af dyrevenner fra hele verden, som har bakket op om kampagnen mod rabies og masseaflivning af hunde. Bag kampagnen står den internationale dyreværnsforening WSPA (World Society for the Protection of Animals).
”Hvert år aflives 20 millioner hunde på smertefulde måder – og det helt uden grund. At massevaccinere hundene er en mere human måde at bekæmpe rabies på, og det er samtidig også langt mere effektivt. Med denne virtuelle globale gåtur vil vi fortælle verdens befolkning, at masseaflivning ikke kan bekæmpe rabies. Det kan kun massevaccination af hunde,” siger direktør i WSPA Danmark Gitte Buchhave.
Røde halsbånd til vaccinerede hunde
WSPA’s tilgang til rabieskontrol har allerede vist resultater i flere lande. Senest har WSPA udført et vaccinationsprojekt i Cox’s Bazar i Bangladesh, hvor 70 procent af hundene nu er immune over for rabies.
De vaccinerede hunde får et rødt halsbånd på for at signalere, at de ikke har rabies. Projektet i Bangladesh bygger på WSPA’s erfaring fra et lignende succesfuldt projekt på Bali, hvor antallet af rabiestilfælde blandt mennesker og hunde blev halveret.
Læs mere på: www.wspa.dk/stop-rabies
Yderligere oplysninger hos:
Pressemedarbejder i WSPA Janne Bruvoll på
tlf. 33 97 00 25, mobil 60 63 38 12 eller på [email protected]