Charlotte Dyhr tiltræder 1. maj 2011 som kommunikationschef i Danmission, Danmarks største folkekirkelige missionsorganisation. Den 40-årige kommunikationsarbejder afløser informationschef Lucca Weis Kalckar og får ansvar for netværk, fundraising og kommunikation.
Charlotte Dyhr har mange års erfaring inden for kommunikation og marketing. Hun har arbejdet som kommunikations-chef i organisationen Mission Øst og kommer senest fra et job i Mellemfolkeligt Samvirke (MS) som Fundraising & CSR Manager.
Charlotte Dyhr har bl.a. været med til at opbygge fundraising i MS. I 2005 startede Mellemfolkeligt Samvirke således sin første landsindsamling med flere end 2.500 frivillige landet over. Hun har tillige deltaget i opbygning af erhvervsnetværket ”Kvinder for Indflydelse”, hvor fremtrædende danske kvinder arbejder for indflydelse til kvinder i Kenya og Zimbabwe.
Netværket tæller i dag flere end 1.500 danske erhvervskvinder, politikere og 16 ambassadører.
– Jeg glæder mig til at arbejde i Danmarks største folkekirkelige missionsorganisation, hvor mine opgaver bl.a. bliver at sørge for en stringent og professionel kommunikation af Danmissions arbejde og de resultater vi skaber, at udvide og udvikle netværket og sikre midler til vores vigtige arbejde i Danmark, Afrika, Asien og Mellemøsten, siger hun.
Kirkeligt er hun tilknyttet Københavns Frimenighed, som er evangelisk-luthersk. Charlotte Dyhr bor i Karlslunde nord for Køge, er gift med Peter Dyhr, der er præst, og så er hun mor til 2.
Danmission virker i Asien, Afrika og Mellemøsten for fattigdoms-bekæmpelse, dialog og kirkeopbygning.