Hvorhenne ude i verden er der bedst potentiale for, at dansk vandteknologi – til blandt andet at sørge for rent drikkevand og håndtere spildevand – kan gøre gavn?
En ny analyse fra Dansk Industri (DI) har kortlagt potentialet for den danske vandteknologi i 50 lande. Analysen bygger på de største kommercielt baserede eksportpotentialer for drikkevand, spildevand og klimatilpasningsløsninger.
Kortlægningen er ifølge Michael Ramlau-Hansen, Global Brand Manager hos AVK og formand for DI’s specialudvalg for Vand, et godt initiativ:
“Det er rigtig godt at få en analyse, som ser på det globale marked. Jeg håber, den kan danne grundlag for en mere målrettet indsats og aktivitet. Den vil vi i vandbranchen kunne bruge,” siger han.
Læs også: Digitaliserede vandrør sparer på vandet
Frankrig og USA i toppen
Nogle af de lande, der ifølge analysen har det største potentiale, er Kina, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig og USA.
Særligt Frankrig er interessant, mener Michael Ramlau-Hansen.
“Vi er allerede i gang i Californien i USA, som kæmper med vandmangel. Men det er overraskende, at Frankrig ligger så højt. Det lyder interessant, især da det er tættere på os geografisk,” siger Michael Ramlau-Hansen, som ser frem til at dykke mere ned i analysen.
Lande kan lære af Danmark
Vandområdet er i dag og de kommende år en af verdens største globale udfordringer. Rent vand og adgangen til vand er forudsætningen udvikling og bedre livsvilkår for mennesker og erhvervsliv.
Vand er en del af FN’s 17 verdensmål, som DI og danske virksomheder arbejder med at indfri. Derfor er den nye vandanalyse vigtig på flere planer, mener Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i DI.
“Vand er et centralt element i den bæredygtige udvikling, og derfor kan mange lande lære af og hente inspiration fra Danmark. Vi har en styrkeposition i at levere intelligente og effektive vandløsninger og dermed løfte den globale dagsorden inden for vandområdet,” siger hun.
Læs også: FN-mål kan give verden og virksomheder gevinst
Unikke kompetencer og løsninger
Men konkurrencen er hård. Derfor skal Danmark blive bedre til at sælge viden og teknologi, hvis vi fortsat skal være blandt de førende lande på vandteknologiområdet, mener Karin Klitgaard.
“Vi mener i DI, at Danmark bør gå ambitiøst efter store markedsandele. Danske virksomheder har unikke kompetencer og løsninger, der matcher mange af de alvorlige globale problemstillinger, der eksisterer indenfor vandområdet, og der eksisterer derfor betydelige eksport- og vækstmuligheder indenfor sektoren,” siger hun.
Vandanalysen er også en del af arbejdet med at understøtte Vandvisionen, som DI, Miljø- og Fødevareministeriet, Dansk Miljøteknologi og Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) vedtog i 2015. Visionen stiler mod en fordobling af den danske eksport af vandteknologi frem til 2025.
For at sætte yderligere fokus på vandområdet afholder DI en konference om vand og FN’s Verdensmål på FN’s Vanddag 22. marts.
Læs mere om Vandvision 2025 her.
Artiklen er bragt hos DI Business den 16. februar 2018