Ny (og gammel) konstitueret generalsekretær i Danmission

mogens_kjaer_danmission
Mogens Kjær.
Foto: Danmission.
Laurits Holdt

9. januar 2019

Danmissions bestyrelse har besluttet at konstituere Mogens Kjær som generalsekretær for missionsorganisationen. Stillingen blev ledig efter Jørgen Skov Sørensen kort før jul trådte tilbage efter aftale med bestyrelsen. Han stoppede på posten ved udgangen af december.

Fratrædelsen skete efter det blev klart, at organisationen kan se frem til et fortsat underskud i 2018, hvilket man kan læse mere om her: Danmissions generalsekretær stopper

Mogens Kjær kender en del til jobbet, for han havde det også i årene 2002 til 2016, hvor han gik på pension og blev afløst af den nu fratrådte Jørgen Skov Sørensen. Tidligere var Mogens Kjær missionssekretær i organisationen fra 1985 til 1989.

Den pensionerede præst har desuden været udsendt for Sudan-Missionen (det nuværende Mission Afrika), og i mellemliggende perioder har han haft forskellige embeder som sognepræst.

Han er konstitueret indtil en ny generalsekretær er blevet ansat. Bestyrelsen vil snarest igangsætte denne rekrutteringsproces.

Skrev bog om tantrasex

Det er knap tre år siden at den i dag 72-årige Mogens Kjær gik på pension. Han skrev i den forbindelse en fortælling i Kristeligt Dagblad om bl.a. at stoppe med at arbejde. Her skrev han:

”Jeg har arbejdet siden den dag, jeg blev færdiguddannet, så jeg har arbejdet nok. Altså bortset fra hvis nogen skulle have et deltidsjob til mig et par dage om ugen, så er jeg til at tale med. Jeg sidder inde med en stor viden og store kompetencer inden for mit felt, så det er lidt mærkeligt, at det bare slutter. Men i et job som chef kan du ikke bare gå ned på halv tid. Min kone, Kani, er 61 år og arbejder ikke længere, så nu skal vi lære at slentre sammen.”

I april 2016 udgav han en bog om tantrasex, hvilket han også var inde på i avisen. Han skriver bl.a. at han havde arbejdet på bogen nogle år men havde vente med at udgive den til han stoppede i den missionske hjælpeorganisation. Bogen ”Helende tantra” handler om tantra, hinduisme og kristendom og han forventede at ”få bank af kristne kredse”, som han udtrykte det.

Og noget kritik fik bogen da også med på vejen. For ekempel da Sørine Gotfredsen anmeldte den – også i Kristeligt Dagblad. Her skrev hun blandt andet:

”Ud over for mange gentagelser og manglende sproglig bearbejdning lider ”Helende tantra” af for lidt klarhed i forhold til de tankerækker, der har transformeret Mogens Kjær fra generalsekretær i Danmission til sexguru, og også i forhold til, hvor hans kristne tro i dag befinder sig. Det, man her får, er en blanding af kontant seksuel vejledning, floromvundne formuleringer om det hele menneske og tilløb til en slags kristendomskritik.”