Mens verden venter i spænding på, hvad USA’s næste præsident faktisk vil foretage sig, når han i januar vender tilbage til Det Hvide Hus, har EU under langt mindre opmærksomhed allerede fået sin egen nye præsident.
Vi taler om portugiseren Antonio Costa, der i dag for første gang skal lede et EU-topmøde.
Den 63-årige advokat og socialist skiller sig ud ved at være den første leder på en af EU’s topposter, der har rødder uden for Europa. Hans far blev født i Zimbabwe af forældre med rødder i indiske Goa, der tidligere var en portugisisk koloni.
”Disse rødder hjælper mig meget med at forstå mangfoldighed og en verden, der er større end mit land og Europa,” har Costa udtalt.
Allerede året efter Nellike-revolutionen, der i 1974 bragte det portugisiske diktatur til fald, gik Antonio Costa som 14-årig ind i politik som ungsocialist. Siden er det blevet til mange politiske poster, blandt andet som Lissabons borgmester og Portugals premierminister gennem otte år frem til 2023.
Pragmatisme og humoristisk sans er to af hans vigtige personlige kvaliteter. Der er ret høje forventninger til Costa i Bruxelles, hvor han blandt EU-diplomater beskrives som ”erfaren og ydmyg”.
En lavthængende frugt
Det bliver bemærket, at Costa har intentioner om, at EU-toppen skal være mere til stede ude i verden:
”EU-lederne tropper altid op til World Economic Forum-møderne i Davos, men har en tendens til lidt at glemme andre multilaterale fora, hvor det globale syd og resten af verden deltager. Det er en lavthængende frugt, som Costa vil gå efter,” lyder det fra en diplomat, der ønsker at være anonym, til Globalnyt i Bruxelles.
Man peger også på, at EU kan styrke sin relation til lande som Brasilien og Angola, hvor det portugisiske sprog kan være med til at åbne døre for Costa.
Ambitionen om et bredere globalt udsyn stemmer godt overens med EU’s opvågnen til en skærpet global konkurrence om råstoffer og en mere kompleks geopolitisk situation.
Her kan EU forvente modspil fra både Kina og et USA, der ikke længere er den trofaste allierede, EU i årtier har kunnet læne sig op ad.
EU-lederne tropper altid op til World Economic Forum-møderne i Davos, men har en tendens til lidt at glemme andre multilaterale fora, hvor det globale syd og resten af verden deltager
EU-diplomat
Antonio Costas første indkaldelse til EU-topmøde som præsident har da også punktet ”EU i verden” som et hovedtema.
”Jeg mener, at vi har brug for en omfattende og strategisk diskussion om vejen frem med hensyn til vores globale engagement og prioriteter i et multipolært landskab præget af geopolitiske spændinger,” skriver Costa.
Supermødeleder søges
Når Antonio Costas navn ikke for længst er kendt overalt i EU, skyldes det, at hans vigtigste rolle skal spilles i kulissen. Han har slet ikke en amerikansk præsidents magt.
Når Antonio Costas navn ikke for længst er kendt overalt i EU, skyldes det, at hans vigtigste rolle skal spilles i kulissen
I stedet bliver præsident Costas hovedrolle at være fast formand for EU’s ministerråd, hvor medlemslandes ministre inden for forskellige ressortområder jævnligt mødes. På trods af reglerne om flertalsafstemninger foretrækker EU stadig at skabe intern konsensus eller bredest mulig opbakning.
Derfor bliver Costas vigtigste rolle de næste fem år at være en slags super-mødeleder – den, der forbereder topmøderne og får de 27 EU-landes ledere til at tale sammen, så der kan smedes kompromiser.
Kun på den måde kan et politisk splittet EU gøre fælles front over for svære politiske udfordringer, der ventes at komme fra for eksempel Trump omkring Ruslands invasion af Ukraine.
På grund af den politiske uro og svækkelse af lederskabet i EU’s to gamle kernelande, Tyskland og Frankrig, er der blevet større spillerum for EU-institutionernes ledere end ellers. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har allerede grebet stafetten, og Costa vil måske også forsøge, selvom det nok bliver i mindre grad.
”Costa søger ikke efter at komme i spotlyset,” lyder en vurdering i Bruxelles.
Og det kan måske være klogt nok, for man kan hurtigt ende på øretævernes holdeplads. Det erfarede hans forgænger i jobbet, belgieren Charles Michel, der endte som generelt udskældt og foragtet.
EU’s globale skæbneår
Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra det Globale Syd.
Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, prøver EU at finde sin rolle i verden.
I denne serie, som er støttet af Europa-Nævnet, undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.
I et interview med Costa i den britiske avis Financial Times i november blev jobbet som EU-præsident kaldt for et af verdens sværeste.
Selv indrømmede Costa her, at “det bliver meget, meget, meget svært,” men tilføjede fortrøstningsfuldt, at ”folk er mere åbne og meget realistiske med hensyn til problemernes dimension. I demokratiske samfund er problemet ikke, når du ikke tror på det samme, men når du ikke respekterer andre, der tænker anderledes.”
I tråd med denne tankegang har Costa haft omfattende samtaler med tidligere NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg om, hvordan nordmanden med succes håndterede Donald Trump, da han sad i sin første periode i Det Hvide Hus.
Så indtil det modsatte er bevist, må EU glæde sig over, at Costa i hvert fald kommer velforberedt til jobbet og med en meget lang politisk erfaring i bagagen.
