Zimbabwe viser ikke mange tegn på meningsfuld reform og bæredygtigt, bredt funderet opsving. Den politiske og økonomiske usikkerhed i landet er forværret, og præsident Robert Mugabes parti, ZANU-PF, har i mellemtiden konsolideret magten, mens oppositionen vakler, dybt opslugt af magtkampe om hvem der skal efterfølge præsident Mugabe.
Det skriver International Crisis Group i en ny rapport om landet.
Internationale institutioners optimistiske økonomiske fremskrivninger for Zimbabwe bygger på regeringens udtalelser om nye politiske forpligtelser og tro på landets potentiale, men der er stigende tvivl om, hvorvidt ZANU-PF kan leve op til sine egne løfter om reformer.
Forholdene vil sandsynligvis blive yderligere forværret på grund af insolvens, tørke og stigende fødevareusikkerhed, der bliver forværret af vejrfænomenet El Niño.
Økonomiske problemer har tvunget regeringen i Harare til atter at begynde at tale med internationale finansielle institutioner og vestlige donorer, men for at genvinde tilliden fra disse donorer samt fra private investorer og almindelige borgere, må regeringen bliver mere ansvarlig, formulere en sammenhængende vision og tage skridt, der rækker ud over personlige og partipolitiske skel, skriver International Crisis Group i rapporten.
Hvem skal efterfølge Mugabe?
Mugabe, der er 92 år og synligt svækket, viser ingen tegn på at træde tilbage. I december fik han godkendelse fra ZANU-PF til at repræsentere partiet ved præsidentvalget i 2018. Det har i første omgang udskudt problemet om, hvem der skal efterfølge ham.
I det seneste år har han mistet lidt af kontrollen i takt med. at hans energi og kapacitet mindskes, men han vil sandsynligvis forblive i præsidentembedet, indtil han ikke længere kan stå på benene.
Hans støtte til økonomiske og politiske reformer er lunken. Han har begrænset sin kritik af reformfløjen, men har heller ikke kritiseret de dele af sin regering, der er kritiske eller endda fjendtlige over for at genoptage engagementet med vestlige lande og finansielle institutioner.
I spørgsmålet om, hvem der skal være landets næste præsident, er ZANU-PF den største trussel mod sig selv, skriver ICG. Det er uklart, hvordan partiet skal vælge en ny partileder og dermed fremtidig præsident, hvis den aldrende Mugabe skulle gå hen og dø i embedet.
At partiet ikke vil tolerere åben debat om arvefølgen har ført til lokumsaftaler og hidtil uset uro.
I december 2014 blev vicepræsident Joice Mujuru sparket ud og hendes rival, Emmerson Mnangagwa, forfremmet. Siden da er mere end 140 partifunktionærer med tilknytning til Mujuru blevet suspenderet eller bortvist fra partiet, herunder ni af ti provinsformænd og højtstående regerings- og politbureau-medlemmer. Det har resulteret i en ny splittelse i partiet.
Læs hele rapporten fra International Crisis Group her