Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Jeg husker tydeligt mine første besøg i Gulu og omegn tilbage i slutningen af 2006. Det var en meget anspændt tid i Acholi-land. Den notorisk voldelige og ekstreme oprørsgruppe, Lord’s Resistance Army (LRA), var netop rykket ud af det nordlige Uganda for at samles i særlige områder af det sydlige Sudan, hvor FN forsøgte at finde en løsning på den langvarige konflikt med gruppen og dens leder Joseph Kony.
I tiden umiddelbart efter LRA forlod området, boede der stadig tusindvis af fordrevne mennesker i lejre tæt på byerne Gulu, Kitgum og Pader. De enorme overnatningssteder for unge, som i frygt for at blive kidnappet havde sovet sammen i sikre huse, var dog tømt og nogen normalitet på vej ind.
Som del af en nødhjælpsindsats, der skulle hjælpe befolkningen med at vende tilbage til deres oprindelige landsbyer, besøgte jeg området. Vi kørte ofte i timevis igennem et meget rigt landbrugsland uden at se en eneste person, og på grund af sikkerheden skulle vi stadig melde ind og ud, når vi kørte fra en by til en anden.
Frodigheden stod os i øjnene, og den stod i skarp kontrast til den fattigdom, som i øvrigt prægede lokalbefolkningen. De var udmattede af mange års konflikt mellem regeringen og LRA, og mange var traumatiserede af den vold, de havde været udsat for og vidner til.
LRA kom ikke tilbage til Uganda, men fortsatte deres dødbringende aktiviteter i DR Congo og senere i den centralafrikanske republik, hvor de stadig menes at befinde sig.
Udenlandske selskaber udnytter Ugandas befolkning
Mange år er gået siden da, men nu bliver lokalbefolkningen igen presset væk fra deres jord. Internationale firmaer er i færd med at overtage den gode jord, som selv et utrænet øje kunne se, måtte være noget værd. Ærkebispedømmet Gulus kommission for fred og retfærdighed har i denne uge udsendt en rapport, som beskriver udviklingen.
I særdeleshed udenlandske, men også lokale selskaber har investeret massivt i stor-landbrug, og den udvikling er ledsaget af talrige konflikter med lokalsamfundene. Bispedømmet skriver i rapporten, at ”mange lokale er blevet tævet, slæbt for retten og deres jord taget væk af investorerne”. Investorerne står også for at fælde skoven, og det sker med myndighedernes vidende og medvirken.
Noget tyder på, at spekulanterne gør det arbejde, som end ikke LRA kunne overkomme. Nemlig permanent at tage værdierne fra de lokale. Den rige landbrugsjord er et oplagt mål for spekulanter, der vil tjene på fødevareproduktion. Allerede under konflikten var der utallige rygter om, at officerer i regeringshæren fik tildelt land, som de lokale havde forladt.
Danmark kan ikke bare lade stå til
Men hvor konflikten tidligere handlede om en befolkning, der var blevet marginaliseret af et autoritært styre i Kampala, så er spændingen i dag en kamp mellem en fattig lokal befolkning og udenlandske spekulanter, der vil tjene penge på de ressourcer som landet har. Meget tyder på, at regeringen også har del i udnyttelsen.
Danmark har en ambassade i Uganda. En sag som denne burde tages op på rette sted.
Da LRA forlod Uganda, var der stadig håb om en fredsløsning mellem Uganda og den voldelige gruppe. Danmark var dengang en aktiv medspiller i arbejdet, for det gjaldt om at få den traumatiserede befolkning tilbage på fode uden at volden blev genoptaget. Hele processen medførte ikke en fredsaftale, men var væsentlig for at få ro i det nordlige Uganda.
Den opmærksomhed bør Danmark også give befolkningen nu. De udenlandske virksomheder som investerer i landbrugsjord, skal ikke kunne gøre det, uden at de konfronteres med konsekvenserne af deres aktiviteter. Det bør heller ikke gå upåagtet hen, at regeringen ikke beskytter de lokale.
