Alle børn skal i skole – men hvilken skole?
I årtier har kampen for universel skolegang stået højt på listen over rettigheder, som Vestens humanitære bistand skal bidrage til at sikre. Fra de nyligt vedtagne verdensmål til adskillige kampagner for uddannelse anført af FN, Verdensbanken, OECD og hundredvis af NGO’er står argumentet klart:
Ingen skole er lig ingen fremtid. Hverken for den enkelte eller det bredere samfund, som hun befinder sig i.
Kampen om skolegang til alle er et efterhånden veltraverseret argument. Uddannelse – navnlig gode læse-, skrive- og regneevner – udbasuneres ofte som et mirakelmiddel, der kan imødekomme både humanitære, klimamæssige og økonomiske mål. Et argument, der under sidste uges FN topmøde atter engang blev manifesteret i profetiske garantier fra en fransk præsident, en tidligere britisk premierminister, Verdensbankens sekretær og den Europæiske Unions kommissærer om øgede millionindskud til at få alle børn i skole.
6 ud af 10 børn forlader skolen uden at kunne læse eller regne
Nogenlunde samtidig med, at verdens ledere mødtes i sidste uge for at diskutere fremgangen mod de 17 verdensmål, udgav UNESCO Institute for Statistics (UIS) den første statusrapport på det fjerde verdensmål – dét, der handler om, at sikre alle børn adgang til kvalitetsuddannelse.
Statusrapporten stiller både store og vigtige spørgsmålstegn ved det internationale samfunds formodninger om og tro på skolen.
Rapportens konklusioner tager afsæt i de nye Learning Assessment evalueringer, der over de sidste år er blevet foretaget på skoler verden over. Fundene præsenterer ifølge UIS direktør Silvia Montoya et ”chokerende” billede af intet mindre end en global ”læringskrise”.
Det virker for de fleste mennesker selvindlysende, at børn uden nogen form for skolegang vil have besværligheder med at læse og regne. Mindre indlysende er det, at den klare størstedel af børn med ingen eller lave læse- og regneevner rent faktisk går i skole. Oftest i 9 år.
Således konkluderer rapporten, at mere end 6 ud af 10 af børn og unge vil påbegynde voksenlivet uden et såkaldt Minimum Proficiency Level (MPL) i læsning og matematik.
Over 60 % af disse godt og vel 617 millioner børn og unge, der ikke opnår MPL, formodes at gå i skole. Og yderligere 40 % antages at gennemføre minimum 9 års skolegang, oftest 12 år.
En statistik, der i UIS rapporten leder Montoya til en både væsentlig, og for det internationale bistandsarbejde yderst pertinent, konklusion: ”Størstedelen af børn under MPL er ikke skjulte eller isolerede fra deres regeringer eller samfund – de sidder i klasseværelser”.
Et regionalt problem
Værst står det ifølge rapporten til i Afrika syd for Sahara og i Central- og Sydasien. Her forlader henholdsvis 90% og 81% af børn og unge skolealderen uden at kunne hverken læse eller regne. Og det på trods af, at omkring 60% af alle børn og unge i disse regioner gennemfører 9. klasse, 30% dropper ud, og kun cirka 10% aldrig har været i berøring med en uddannelsesinstitution.
I Central- og Sydasien – der alene står for omkring 250 millioner af de 617 millioner børn uden et MPL – antages hele 86% af alle børn at gennemføre 9 års skolegang uden at kunne hverken læse eller regne.
Til sammenligning opnår over 86% af alle nordamerikanske og europæiske børn et MPL.
Ændrede prioriteter i den globale bistand
UIS rapportens ”chokerende” fund er af flere fagfolk blevet døbt verdenssamfundets største og mest veldokumenterede eksempel på Schooling Without Learning: Det for mange af os sikkert velkendte fænomen, at lærerens ord til tider fløj ind i det ene øre og ud af det andet.
Verdensbankens leder, Jim Yong Kim, kaldte i en nyligt udgivet rapport fænomenets voldsomme udbredelse for en ”moralsk og økonomisk krise uden sidestykke” i den globale uddannelsesudvikling.
Han plæderede i samme ombæring for et langt større fokus på spørgsmålet om skolernes kvalitet i den humanitære bistandsindsats på uddannelsesområdet.
Et fokus og en åbenlys problematik, der med vedtagelsen af det fjerde verdensmål – heldigvis – har fået plads i det internationale samfunds rampelys.
Spørgsmålet er nu, med tallene fra statusrapporten lagt på bordet, hvordan man har i sinde at gribe denne problematik an. Sikkert er det at skolerne, ikke børnene udenfor, vil blive det kommende årtis kampplads for målet om uddannelse til alle. Skolestrukturer, klassenormeringer, læreruddannelse og stærke fagforeninger er blot nogle bud på emner til samtalen.
Lucas Lundbye Cone er graduate studerende med speciale i International Education på University of California, Los Angeles (UCLA). Han har en bachelor i Uddannelsesvidenskab fra Aarhus Universitet.
Find rapporten fra Verdensbanken her
