Ny sekretariatsstruktur i DUF

Redaktionen

En af landets største paraplyorganisationer, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), har brugt årsskiftet på at etablere en ny struktur for sit sekretariat. Det sker på baggrund af et nyt arbejdsprogram og en ny udvalgsstruktur, skriver DUF i sit seneste elektroniske nyhedsbrev fredag.

Konsekvensen er, at DUF 1. januar sagde farvel til national og international afdeling for i stedet at byde velkommen til afdelingen for Politik og Kommunikation og afdelingen for organisationsudvikling.

Den gamle regnskabsafdeling er omdannet til en administrationsafdeling, og dermed er der nu en mere enkel afdelingsstruktur på DUFs sekretariat.

Årsagen til den ny struktur er ønsket om at integrere de nationale og internationale fokusområder bedre. Samtidig har det været et mål at fremme synliggørelsen af DUFs arbejde med organisationsudvikling ved at samle aktiviteterne i en afdeling.

Med den ny struktur har nogle af DUFs ansatte samtidig fået nye kasketter og arbejdsområder.

DUFs hidtidige kommunalreformskonsulent, Anders Christensen, er blevet ny afdelingsleder for organisationsudviklingsafdelingen, mens kommunikationskonsulent Kenni Leth er blevet leder af afdelingen for Politik og Kommunikation. Ny kommunikationskonsulent er Suzette Frovin, der tidligere var oplysningskonsulent og administrerede DUFs u-landskasse.

Organisationsudviklings-afdelingen er den største. Her vil DUFs arbejde omkring innovation, medlemsrekruttering, organisationsudvikling, integration, kommunalreform og kursusaktiviteter være placeret sammen med mange af de puljer, som DUFs medlemsorganisationer kan søge til projekter.

Det gælder eksempelvis InitiativStøtten, projektpuljen, integrationspuljen og den ny Mellemøst-projektpulje.

Afdelingen for Politik og Kommunikation tager sig af DUFs forskellige politikområder og varetager kontakten til presse og politikere. I afdelingen er der fokus på emner som bl.a. 16-års valgret, EU-debatten, FN og arbejdet for en national ungdomspolitik. Afdelingen står for at opdatere og redigere DUFs hjemmeside og udsende DUFs nyhedsbreve.

Administrationsafdelingen løser de administrative opgaver, der knytter sig til sekretariatet og står bl.a. for udbetalinger af løn og øvrige udlæg. Afdelingsleder er Ole Frølund.

Kilde. ww.duf.dk