Ny skandale i Argentina

Redaktionen

Argentinas præsident, Nestor Kirchner, har fået en ny skandale på halsen, skriver adskillige latinamerikanske nyhedsmedier.

En statsborger fra Venezuela er blevet afsløret i tolden i Buenos Aires med en kuffert indeholdende 800.000 dollar (4,5 millioner d. kr.) som han havde med i et fly betalt af – og medbringende – højtstående argentinske stats-embedsfolk.

I følge den argentinske avis, La Nación, har venezuelaneren – og regeringen – endnu ikke gjort rede for hvor de mange penge kom fra, eller hvad de skulle bruges til.

Sagen har ført til, at Argentinas ambassadør i Venezuela, Claudio Uberti, som var med i flyet, er trådt tilbage, formentlig på en kraftig opfordring fra regeringen.

BLOT SENESTE NYT

I juli blev der fundet en taske med 64.000 dollar (350.000 d. kr.) på et toilet på økonomiminister, Felsia Micelis kontor.

Ministeren forklarede at det var penge, hun havde fået af sin bror til at købe et hus. Den sag er endnu ikke opklaret.

Samme gælder en række sager om store offentlige projekter, som bla. inddrager svensk-ejede Skanska, med påstande om mystiske pengestrømme og “forsvundne” penge.

I Argentina lægges der mærke til, at kufferten med 800.000 dollar i den seneste sag, blev fundet hos en mand fra Venezuela.

Det falder sammen med at Nestor Kirchner er i fuld gang med at undertegne kæmpe-kontrakter med Venezuela og Bolivia om forsyninger af olie og naturgas fra de to lande.

Konspirationsteorier om hvidvask af penge – og det der er værre – florerer i Argentina, hvor man stadig venter på en redegørelse.

Præsident Nestor Kirchner er afgående. Hans hustru, Christina Kirchner stiller op som præsidentkandidat til valget til oktober.