Poul Buch–Hansen
Poul Buch–Hansen (f. 1935) er økonom af uddannelse, cand.polit. fra 1963, og var i små 20 år lektor i udviklingsøkonomi ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet.
Han har ligeledes, i hele sit efterfølgende arbejdsliv, beskæftiget sig med u-lande, økonomisk vækst, social udvikling og udviklingsbistand.
Han har været udstationeret i Liberia, Uganda og Indonesien i længere perioder og har i de seneste godt 25 år arbejdet med dansk udviklingsbistand som ekstern konsulent for Danida. Først igennem Carl Bro International A/S og siden i Development Associates A/S, et privat konsulentfirma han selv stiftede i 1993.
Poul Buch-Hansen er i dag freelancekonsulent og arbejder fortsat med konsulentopgaver indenfor planlægning, opfølgning og evaluering af ulandsbistanden.
Ikke mindst evaluerings opgaver har været i fokus, blandt andet i forbindelse med dansk bistand inden for landbrug, landdistrikt udvikling, naturressource forvaltning og privatsektor bistand.
Senest har han foretaget en evaluering af UNIDO’ s interventioner indenfor agri-business sektoren. I 2007 udgav han, sammen med Marie Hertz, bogen ”Dansk udviklingsbistand – er der en vej frem?” på Forlaget Thorup.
Et udkast til ny strategi for udviklingsbistanden blev af daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) fremlagt på Bornholm i forbindelse med Folkemødet i juni 2016. Det er nu færdiggjort under Ulla Tørnæs (V), der efter regeringsomdannelsen i 2016 er tilbage som udviklingsminister.
Med et bredt politisk forlig har ministeren så fornylig sikret sig, at et solidt flertal i Folketinget står bag strategien. Alle partier med undtagelse af Enhedslisten har tilsluttet sig forliget, der også sikrer flertal for, at der på Finansloven fremover som minimum afsættes 0,7% af BNI til strategiens gennemførelse.
Kritikken
Strategien er blevet kritiseret for at fokusere på vores egne kortsigtede problemer med migration og flygtningestrømme fremfor på de langsigtede problemer i verdens mindst udviklede lande. Den er også blevet kritiseret for, at den ”konkurrenceudsætter” Ngo’erne og for, at den bruger bistandsmidlerne som ”pression” overfor lande, der nægter at modtage egne statsborgere, som regeringen ønsker hjemsendt fra Danmark.
Det sidste begrundes i, at det samarbejde, som er nødvendigt omkring udviklingsbistand, kun kan være tilstede, hvis landets myndigheder vil modtage egne statsborgere, som Danmark ønsker hjemsendt. Det er naturligvis korrekt, at samarbejde er nødvendigt. Men det drejer sig først og fremmest om politiske muligheder for samarbejde om ”det lange seje træk” med udarbejdelse af politikker, strategiudvikling og tilhørende institutionsopbygning med et langt sigte og perspektiv.
Det vil spænde ben for de langsigtede udviklingstiltag, der jo klart også er i vores egen interesse, hvis kravet om hjemtagelse alene bliver afgørende for valg af lande.
Det er endvidere ødelæggende for Ngo’ernes indsatser, hvis tilskuddet til deres arbejde udelukkende bliver ”projekt baseret”.
Ngo’ernes kompetence og særlige bidrag til udviklingsindsatser er helt afhængig af deres løbende generelle arbejde med lokale Ngo’er i samarbejdslandene og igennem det med styrkelsen af civilsamfundene i disse lande. Uden dette løbende og sammenhængende arbejde forsvinder deres specifikke kompetencer og dermed også meget af begrundelsen for deres medvirken.
FN-Verdensmålene 2030
Den nye strategi er først og fremmest bygget op om FN-Verdensmålene 2030, der således nu er selve grundlaget for strategien. Verdensmålene er endvidere gennem en lovændring blevet indarbejdet i Lov om Udviklingssamarbejde. En ændring i denne lov blev således vedtaget i december 2016 af Folketinget og den er trådt i kraft her per 1. Januar 2017. Fra at give hjælp til fattige i udviklingslandene, som oprindeligt var formålet, er formålet nu at bidrage til opnåelse af Verdensmålene.
I strategidokumentet udtrykkes dette blandt andet ved overskriften på første kapitel i dokumentet: ”Danmark tager globalt medansvar gennem udviklingspolitikken”.
Det skal ske ved at støtte internationale tiltag til fremme af målsætningerne i regionalt og internationalt regi, herunder ved at støtte indsatser til fremme af globale kollektive goder, som f.eks. globale miljøforbedringer. Desuden igennem den bilaterale bistand til udviklingslande, der gennem danskstøttede indsatser kan fremme egne lokale forhold af betydning for opnåelse af et eller flere af Verdensmålene.
Endvidere kan støtten til de respektive enkelte udviklingslande bidrage til opnåelse af globale kollektive goder, der vil kunne fremmes netop i mange udviklingslande. Eksempelvis kan det blandt meget andet dreje sig om indsatser imod rydning af verdens tropeskove – en rydning, der bidrager væsentligt til klimaforandringerne på jorden og dermed skaber ganske alvorlige konsekvenser for store dele af verdens befolkning – inklusive den danske.
Strategidokumentet er i sagens natur ret generelt. Det er derfor ikke fuldstændig klart på nuværende tidspunkt, hvordan de af udviklingsmidlerne finansierede indsatser fremover kommer til at tage sig ud.
Nye typer indsatser
Hvad den bilaterale bistand angår, ligger der nogle fingerpeg i de nye tiltag, som er omtalt i tidligere blogs: ”U-landsbistanden: Hvad nu?” og ”Nye initiativer i udviklingsbistanden”
Det er i disse nye initiativer, at Verdensmålene nu kan ses som eksplicit slående igennem i den praktiske udformning af bilaterale bistandsindsatser.
De tiltag, der betegnes som ”Danida Market Development Partnerships” er først nu ved at komme i gang. Denne indsatstype er den, der henvises til, når der tales om, at den nye strategi ”konkurrenceudsætter” Ngo’erne. På det seneste er der nu blevet udvalgt 5 konsortier, der får midler til at udarbejde de 5 første projekter af denne nye type.
Disse første fem projekter drejer sig om fire lande:
Kenya (2 projekter) samt Etiopien, Myanmar og Nigeria hver med et projekt.
Fem danske Ngo’er/organisationer er involverede i projekterne i samarbejde med større danske virksomheder.
Den anden type er ”Myndighedssamarbejder”, der nu har været i gang i knapt et par år og for hvilke, der foreligger en årsrapport fra det første år.
Ifølge denne blev der i det første år etableret et større antal samarbejder mellem danske ministerier, myndigheder og institutioner på den ene side og tilsvarende ministerier, myndigheder og institutioner på den anden.
Sådanne samarbejder blev ifølge årsrapporten etableret i 12 lande, herunder blandt andre Kenya, Ghana og Vietnam men også i lande som Mexico, Brasilien og Kina.
Geografisk prioritering
Der er tre kategorier:
-
Fattige skrøbelige lande og regioner med skrøbelighed, som eksempelvis Afghanistan, Somalia og Mali,
-
Fattige, stabile lande som f.eks. Bangladesh, Myanmar og Kenya samt
-
Transitions-og vækstøkonomier med eksempler som Sydafrika, Ghana, Brasilien og Vietnam.
Det gælder for begge de to typer af nye tiltag, at samarbejdslandene hører hjemme i enten kategori 2 eller 3, mens prioritetslandene alle ligger i kategori 1 eller 2. Kategori 2 betragtes endvidere i strategien som en kategori, hvor landene forventes fremover at bevæge sig mod enten kategori 1 eller mod kategori 3.
Hvordan den nye strategi i sin helhed fremover kommer til at se ud i praksis, afhænger blandt andet af, hvor meget ovenstående nye indsatstyper pengemæssigt kommer til at fylde i den samlede strategi, hvilke lande, der vil blive prioriteret og hvor stor en del af midlerne, der bruges på disse nye typer af indsatser.