Ny valgkabale i Liberia – Prince Johnson støtter Nobelpristager

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé

Med næsten alle stemmer talt op efter sidste tirsdags præsidentvalg i Liberia melder kandidaten på tredjepladsen, Prince Johnson, at han nu vil støtte den siddende præsident Ellen Johnson-Sirleaf i anden valgrunde tirsdag den 8. november.

Den nobelprisbelønnede Johnson-Sirleaf kom med 44 procent af stemmerne ind på en førsteplads, men fik altså ikke absolut flertal og skal nu op mod valgets nummer to, Winston Tubman, der fik 32 procent.

Prince Johnsons er med sine 12 procent ude af racet, men lægger i stedet sin støtte og stærke indflydelse bag Johnson-Sirleaf.

Ikke mindst Prince Johnsons valgbase i den folkerige Nimba-amt i det nordlige Liberia menes at kunne blive udslaggivende for en endelig valgsejr til Johnson-Sirleaf. Amtet har det andet højeste antal stemmeberettigede efter hovedstaden Monrovia.

Denne seneste kovending i valget kommer efter et par dramatiske dage, hvor valgresultaterne begyndte at indikere et opløb mellem Johnson-Sirleaf og Tubman.

Lørdag meddelte Tubman og Prince Johnson sammen med 7 andre kandidater, at de ville boykotte valget helt og aldeles. Dagen efter, søndag, ændrede Tubman imidlertid mening og annoncerede, at han alligevel stiller op til den afgørende runde mod Johnson-Sirleaf.

Prince Johnson begrundede tirsdag i BBC Africa Network Radio sin nye støtte til den siddende præsident med, at noget af ”hendes politik er godt for landet”.

Og videre:

– Vi (i.e. Prince Johnsons parti, the National Union of Democratic Progress,) vil lægge lidt til og trække lidt fra, så vores ønsker bliver reflekteret” i den nye politik. Af to onder foretrækker jeg den mindst onde. I det her tilfælde er det mindst onde den siddende præsident, sagde han og tilføjede, at Johnson-Sirleaf trods alt går ind for forsoning som han selv.

Prince Johnson, der i omverdenen mest er kendt fra en video fra 1990, hvor han ses roligt drikke en øl (ikke en cola, som ULN skrev forleden), mens hans rebelstyrker torturerer og dræber den tidligere diktator, Samuel Doe, er altså trods sin tredjeplads den politiker, der lige nu sidder med de stærkeste kort til den kabale, som skal afgøre valget i Liberia.

Genfødt kristen

”Kongemageren”, som han nu kaldes af de liberianske medier, har senere beklaget ikke bare drabet på Doe men også sin støtte til en anden (blodbesudlet) diktator, Charles Taylor, og er i mellemtiden blevet ”genfødt” som kristen. Han blev i 2005 valgt til det liberianske senat.

Tirsdagens valg, der af næsten 800 valgobservatører er blevet betegnet som ”frit, fair og gennemskueligt”, var i selve valgkampen op til tirsdag præget af feststemning.

Efterfølgende har der været et par hændelser, der har givet de hårdt prøvede liberianere frygt for en tilbagevenden til den uro og usikkerhed, der prægede landet under den 14 år lange borgerkrig fra 1989 til 2003, som bragte det lille vestafrikanske land i knæ.

I lørdags blev hovedkvarteret for Johnson-Sirleafs Enhedsparti i Monrovia sat i brand. Ingen har taget ansvar for angrebet.

Johnson-Sirleaf blev valgt som første kvinde på en afrikansk præsidentpost i 2005, og fik tidligere på måneden Nobels fredspris sammen med to andre kvinder, liberianeren Leymah Gbowee og yemenitten Tawakul Karman.

Hun sagde tirsdag til BBC Africa Network Radio, at hun netop med fredsprisen i hånden nu er endnu mere forpligtet til at ”arbejde for fred i Liberia” sammen med alle sine landsmænd.

Hun undgik behændigt at nævne rivalen Tubman eller Prince Johnson ved navn med sagde blot, at hun så frem til konkurrencen og var sikker på at gå sejrrigt ud af anden valgrunde.

————
Journalist Lars Zbinden Hansen korrespondenderer til U-landsyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.