Ny virksomhed udskifter annoncer på internettet med egne samarbejdspartnere – danske NGOer spiller med

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

En nystiftet lille dansk virksomhed, der har visioner om at udvikle sig til “verdens største indsamling for velgørenhed på nettet”, gik onsdag i luften med den erklærede hensigt at fjerne betalte annoncer fra internettet og erstatte dem med reklamer fra annoncører, som virksomheden har indgået aftaler med.

Firmaet AidOnline, der står bag, skriver uden omsvøb på sit website: AidOnline-programmet virker meget enkelt. Det fjerner hjemmesiders nuværende bannerreklamer og indsætter i stedet bannerreklamer fra vore annoncører, som så donerer udgiften til et velgørende formål efter dit valg”.

Flere danske u-landsorganisationer omtaler initiativet onsdag, idet de er partnere for AidOnline Aps. Det skyldes, at AidOnline har lovet dem broderparten af de penge, som kommer ind fra de virksomheder, man har indgået aftale med.

Brugerne af programmet, der således er en slags elektronisk indsamlingsbøsse, kan dog kun bestemme, hvor 80 procent af pengene skal gå hen – nemlig til en af de 12 deltagende organisationer, hvoraf 10 tilhører det danske u-landsmiljø.

INGEN TAL OM DRIFTEN

Resten snupper AidOnline selv og vil på den baggrund ekspandere kraftigt. Man er allerede siden stiftelsen i 2008 “vokset til et team af kompetente ildsjæle”, som det hedder på firmaets website.

De kompetente ildsjæle består af “4 faste medarbejdere og en række eksterne konsulenter og udviklere. Troels og Johan Plenge virker begge som direktører i selskabet”.

Programmet er nemlig udviklet af brødrene Troels og Johan Plenge. “De fik idéen, da de i forbindelse med udvikling af software til ældre arbejdede med et program, der fjernede bannerreklamer, da reklamerne forvirrede de ældre”, hedder det videre.

Det betegnes fra flere sider overfor u-landsnyt som “ualmindelig godt skuldret” at kunne opbygge et firma med 4 medarbejdere, heraf 2 direktører, på så kort tid – og midt i en økonomisk afmatning, der har ramt hele samfundet.

På AidOnlines website sættes en tyk streg under firmaets åbenhed. “Vi lægger stor vægt på åbenhed og ærlighed, hvorfor alle regnskaber og informationer vil være tilgængelige her på hjemmesiden”, anføres det.

Trods ihærdig søgen på hjemmesiden onsdag har det ikke været muligt at finde et eneste tal, opstilling, budgetoversigt m.v., der belyser virksomhedens drift, herunder indtjening.

BESTYRTELSE HOS MEDIERNE

Initiativet har vakt bestyrtelse i mediebranchen, som i forvejen er hårdt presset. Til Berlingske Tidende onsdag siger direktør for JP Medier på Jyllands-Posten, Jens Nicolaisen, at han bestemt ikke er begejstret ved udsigten til, at indhold på hjemmesider som jp.dk og epn.dk udnyttes af andre annoncører end dem, man selv har indgået aftale med. Heller ikke selv om det er med et godt formål for øje.

– Det lyder fuldstændig uhørt. Jeg nægter at tro, det er tilladt. Men nu må vi kigge nærmere på sagen. Jeg har meget svært ved at se, det er en farbar vej for dem, anfører Jens Nicolaisen.

PÅ AidOnlines website bedyrer man, at fremgangsmåden er lovlig. Det hedder ordret:

“Ja, det er helt lovligt. Du bestemmer selv hvilke reklamer du ønsker at se på, uanset om du ser fjernsyn, går på gaden eller bruger din computer. Der findes allerede mange utroligt populære værktøjer, der blokerer for reklamebannere på nettet. AidOnline fungerer efter samme princip, de erstatter blot det blokerede reklamebanner med et nyt”.

De deltagende organisationer i u-landsmiljøet er Amnesty Danmark, CARE Danmark, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, U-landsorganisationen IBIS, Operation Dagsværk, PLAN Danmark, Red Barnet og WWF Verdensnaturfonden.

Se også http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=18689&mode=Nyhed