Medio maj har DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) ansat Julie Koch som programchef for DUFs nyoprettede internationale projektafdeling.
Her skal hun styrke og videreudvikle DUF og DUFs medlemsorganisationers engagement og projektarbejde med ungdomsorganisationer i udviklingslandene og Mellemøsten.
DUF oplever en stigende interesse fra dens medlemsorganisationer, der ønsker at involvere sig i globale udviklingsspørgsmål.
Samtidig har DUF fået endnu større økonomisk kapacitet til det internationale område idet udenrigs-ministeriet netop har øget bevillingerne til DUF med omkring 4,5 millioner kroner.
37-årige Julie Koch kommer fra en forskerstilling på DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) og har arbejdet flere år i Mellemfolkeligt Samvirke (MS), bl.a. i seks måneder som konstitueret international chef.
Hun er uddannet sociolog fra Sussex- og Cambridge Universitet i England og har en ph.d. i Internationale Udviklingsstudier.
Ny international konsulent
Foruden Julie Koch har DUF fastansat 28-årige Gunvor Bjerglund Nielsen, der skal rådgive i forbindelse med DUFs udviklingsprojekter og aktiviteter i både Mellemøsten og udviklingslandene.
Gunvor er færdiguddannet fra RUC og KU i Internationale Udviklingsstudier og Afrikastudier og har gennem både studie, arbejde og tidligere ansættelse som projektassistent hos Grontmij | Carl Bro A/S erfaring med internationalt projekt- og udviklingsarbejde.