Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
Endelig!, tænkte jeg, da jeg læste Kirsten Larsens artikel på Globalnyt om Tahmina Salik fra den afghanske diaspora i Danmark. Tahmina Salik arbejder som koordinator i den danske bistandsorganisation DACAAR, men har også startet DAKDIF, Dansk-afghansk kvinde- og diasporaforum.
Endelig får vi spot på et initiativ fra indvandrere i Danmark, der engagerer sig i frivilligt arbejde rettet mod deres gamle hjemlande. Jeg ved, det foregår, men vi hører næsten aldrig om det.
Og det er så åbenlyst rigtigt og nødvendigt. Både fordi indvandrerne har forudsætninger for at hjælpe, som vi andre af naturlige grund ikke har, og fordi indvandrerne dermed kan etablere et ståsted i det danske samfund: Se, vi bidrager til den danske udviklingsbistand. Vi kan gøre det bedre end jer, for vi ved, hvad det handler om. Og vi vil!
Tahmina Salik er på papiret exceptionelt godt kvalificeret til den rolle, hun har påtaget sig. Hun kom til Danmark som 14-årig i 2000. Hun har en kandidatgrad i business, sprog og kultur fra Syddansk Universitet, og hun er engageret i både DACAAR og Dansk Flygtningehjælp.
Skjulte initiativer
Tahmina Salik er ikke den eneste. Der er folk fra Somalia og Somaliland, der har slået sig ned i Danmark og bruger deres afrikanske og danske baggrund som udgangspunkt for hjælpearbejde i Somaliland og Somalia. Der er filippinske kvinder, som gør det samme og latinamerikanere, der kom hertil som flygtninge i 1970’erne. Men det er spredte initiativer, og der er meget stille om dem. Det er, som om vi og den danske presse kun vil høre historien om flygtninge, der nasser på samfundet og skal hjem igen hurtigst muligt. Det er også, som om indvandrerne dukker sig af frygt for stigmatisering, i stedet for at sige at de er danskere og kan være værdifulde danske partnere i den danske bistand til Asien, Afrika og Latinamerika.
Vi bør række ud til dem, lukke dem ind i bistandsfællesskabet og vise, at vi har brug for den åbenlyse ressource, og det værdifulde partnerskab de kan tilbyde, når vi forsøger at yde bistand i deres gamle hjemlande. Bistandslandet Danmark i 2021 er andet og mere end i 1960’erne, fordi Danmark i dag har større viden og kultur at trække på, end vi havde dengang. Vi har også andre grunde til at give bistand, for nu har Danmark rødder i flere samfund og kulturer. Vi er en del af dem, og de en del af os.
Ikke desto mindre ser jeg hverken Danida eller de private danske bistandsorganisationer række hånden aktivt frem til de nye danskere med rødder i bistandsverdenen.
Dansk bistand er lukket om sig selv. På den måde får vi intet udbytte af at samarbejde med de cirka 10 procent af den danske befolkning, der har rødder i de lande, vi yder bistand til. Og vi giver heller ikke nydanskerne en platform, hvor de kan vise, hvad de kan.
Hvor har hun ret
”Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke bruger diasporaen mere konstruktivt,” sagde Tahmina Salik i interviewet med Kirsten Larsen.
Hvor har hun ret!
Jeg håber, at Danida og de danske ngo’er besinder sig på de nye partnere i bistandsfællesskabet, som det er vigtigt at give plads, forholde sig til og samarbejde med på lige fod.
Og jeg håber, at andre i diasporaen tør træde frem og gøre opmærksom på sig selv, ligesom Tahmina Salik.
