EKSIL – nye arabiske stemmer
Titel: EKSIL – nye arabiske stemmer
Indsamlet og redigeret af Screaming Books og Anders Hastrup med hjælp fra Khalid Khalifa
Udgivet af Screaming Books med støtte fra Statens Kunstfond i 2019
178 + 155 sider
En flygtning er et menneske, der er taget ud af sammenhæng, og som ufrivilligt er dumpet ned i en anden kontekst. Et menneske, der har mistet sin sædvanlige referenceramme, sit lokalsamfund og sit land. Men først og fremmest et menneske, og dertil et menneske, der ikke har mistet sig selv.
Det sidste er nemt at glemme i den fremstilling af flygtninge, vi normalt ser i medierne. Hvor flygtninge bliver fremstillet som nogen, der har efterladt al deres menneskelighed i det land, de flygtede fra – eller måske har mistet den under flugten, eller måske aldrig har haft en – sådan at de ankommer som tomme skaller, hvor kun nogle få, kulturelle klumper slagger ligger tilbage, og senere vil stå i vejen for deres nye liv.
Taler kød og blod ind i todimensionale forestillinger
Selvom vi følger forfatterne i situationer, vi ikke tror, vi selv kunne havne i – f.eks. i gummibåden eller på det halvrådne træskib på Middelhavet, i asylcentrets identitetsløse institutionshverdag eller i forsøget på et blive en ny udgave af sig selv i nye omgivelser i et nyt land med nye spilleregler – så fortæller de det på en så nærværende og ligefrem måde, at man alligevel godt kunne forestille sig, at det kunne være én selv.
Flygtningen holder op med at være den anden, den fremmede med uigenkendelige og uforståelige motiver og intentioner, og bliver et billede på, hvordan man selv kunne reagere i en lignende situation. Det fremmedartede og farlige bliver skrællet af, og tilbage står et menneske, man godt kan identificere sig med. Og dét er nok bogens største bedrift.
Forfra og forfra fra den anden ende
Bidragene, der både tæller vidnesbyrd, noveller og digte, er skrevet på arabisk. Og oversat til dansk. Læser man bogen fra den anden side – det, vi normalt ville kalde slutningen – står bidragene der i deres originale form, så man får fortællingerne både fra højre mod venstre og fra venstre mod højre, på både dansk og arabisk. De mødes på midten.
På samme måde står man som læser tilbage med en følelse af at have mødt forfatterne på midten, et sted hvor man befinder sig med samme ret. Det åbner en verden, som både er ny og forunderlig og skræmmende og genkendelig og dermed tryg.
Redaktøren opgav at sætte bidragene i kronologisk system, fordi de ikke lader sig opdele i et før, under og efter – man er tilstede i livet hele tiden, både som flygtning og som fastboende. Rejsen er ikke slut, når man ankommer til en ny destination. Det er måske noget, man bliver tvunget til at huske, når man rykkes op med rode, men det bliver ikke mindre sandt af, at man ikke er på flugt.
