Verdens mindste primat (halvaber og aber) og en selvdestruktiv kæmpepalme er blandt de talrige nye arter dyr og planter, der på bare 10 år er fundet på Madagaskar. Men de er stærkt truet af udryddelse, viser ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden.
Forskere på Madagaskar har ramt en sand guldåre af biologisk mangfoldighed. Mellem 1999 og 2010 har de opdaget hele 615 nye og spektakulære arter af dyr og planter.
Men mange af dem er allerede truet af udryddelse. Det viser WWF-rapporten ”Treasure Island”, som sætter fokus på den enorme biodiversitet, der findes på verdens fjerde største ø – men samtidig også de trusler, mange af de farverige og spændende skabninger står overfor, skriver WWF Danmark i en pressemeddelelse onsdag
– Klodens natur og arter kommer i disse år under et stadig voldsommere pres. Det gælder regnskoven i Brasilien og Indonesien, koralrevene i Stillehavet, og det gælder de enestående arter, som findes på Madagaskar, fortæller Gitte Seeberg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden i Danmark.
– De mangfoldige økosystemer er mere sårbare end nogensinde, og mange arter står på kanten af udryddelse. Det er her, WWF sætter ind ved at hjælpe med til at beskytte de sårbare områder og hjælpe lokalbefolkningen med at udvikle samfundet i en mere bæredygtig retning, anfører Seeberg.
Madagaskar er hjemsted for 5 procent af alle verdens arter af dyr og planter – og over 70 procent af dem findes ikke andre steder på kloden.
Verdens mindste primat
Blandt de mange spændende opdagelser på tropeøen ud for Afrikas østkyst er 41 nye arter pattedyr. F.eks. er der fundet en ny muse-lemurart kaldet Berthe’s Mouse Lemur (Microcebus berthae). Den kan med sine kun 30 gram ligge i en håndflade.
Lemurer lever kun på Madagaskar og få nærliggende øer og er en gruppe af halvaber. Det lille rødbrune væsen er den mindste af i alt omkring 50 arter af lemurer og den mindste primat i verden.
Men forskerne har også beskrevet hele 385 nye arter planter på Madagaskar, såsom den gigantiske og selvdestruktive Tahina-palme (Tahina spectabilis). Den massive palme blomstrer kun én gang i livet med én kæmpe blomsterstand, og når den har blomstret, destruerer den sig selv.
Skovrydning truer paradis
Selv om Berthe´s Mouse lemur og Tahina-palmen først lige er opdaget af videnskaben, er de allerede på kanten af udryddelse.
Det gælder også mange af de andre nye opdagelser og en stor del af resten af Madagaskers imponerende flora og fauna, som også omfatter edderkoppeskildpadder, Aye-aye´en (fingerdyr) og øens største varmblodede rovdyr, fossaen.
En af de største trusler er den massive ødelæggelse af regnskov. Forskere anslår, at 90 procent af øens oprindelige skovdække er forsvundet.
Men den store politiske ustabilitet, fattigdom og kriminalitet, der fulgte i kølvandet på statskuppet i 2009, har også haft store konsekvenser. Det efterfølgende manglende opsyn med øens nationalparker har bl.a. betydet, at titusinder af hektar regnskov er blevet plyndret for ædle løvtræer såsom palisander.
Gitte Seeberg:
– Alt dette påvirker ikke kun flora og fauna på øen, men har også lagt Madagaskars turistindustri i ruiner. Det er virkelig problematisk, for turisme er en af de eneste muligheder, de indfødte omkring øens mange nationalparker har for at tjene penge.
– WWF arbejder derfor også med at give lokalbefolkningen andre og bæredygtige muligheder for at tjene til føden udover arbejdet med at beskytte øens – og klodens – uerstattelige natur. Det hele hænger jo sammen for at få øen til at blomstre.
FAKTA:
Mellem 1999 og 2010 er der i alt fundet følgende nye arter på Madagaskar: 385 planter, 42 hvirvelløse dyr, 17 fisk, 69 padder, 61 krybdyr og 41 pattedyr.
Blandt de mange opdagelser er en ny og farverig slangeart. Forskere frygter dog, at ulovlig skovhugst har reduceret denne art til et uvist antal.
Forskere har også beskrevet en ny gekko-art, der ligner bark. Gekkoen ændrer hurtigt farve fra brun til lysende blå, når den gør kur til en mage.
Primater er en orden inden for pattedyrene. Primater består af underordnerne halvaber og aber. Lemurer er en gruppe af halvaber. Der findes 5 familier af lemurer. En af familierne (Cheirogaledae) indeholder slægten muse-lemurer (Microcebus).
Lemurer har været isoleret fra de øvrige halvaber siden adskillelsen af Madagaskar fra Afrika for over 50 millioner år siden. Halvaberne på Madagaskar menes at være det sidste levende bindeled mellem fortidens uddøde primat-arter og nulevende primater som mennesket.
Lemurer vurderes som den mest truede gruppe af alle primater.
Yderligere oplysninger hos:
Charlotte Brix Andersen på
tlf. 31 72 85 60 eller e-mail [email protected]
BILLEDER: https://photos.panda.org/gpn/external?albumId=4134
Se hele rapporten på
http://assets.panda.org/downloads/madagascarspeciesreporten.pdf