Efter næsten to år som forperson for Dansk Flygtninghjælp Ungdom, DFUNK, er Rahima Abdullah trådt tilbage. Hun erstattes af hele to personer, nemlig Salah Zada og Signe Husted Davidsen, som er henholdsvis tidligere politisk næstforperson og organisatorisk næstforperson.
Rahima Abdullahs stopper både som forperson og som medlem af bestyrelsen – som i DFUNKs tilfælde hedder ’landsbestyrelsen’. Det skyldes personlige forhold og er kommet pludseligt, fortæller Salah Zada og Signe Husted Davidsen.
”Vi har valgt at være to om posten, fordi der ligger nogle ret store opgaver forude. Vi skal både til at ansætte ny direktør og udarbejde en ny strategi,” fortæller Signe Husted Davidsen.
På spørgsmålet om det kan gøre tingene komplicerede, at der er to om posten – om ’for mange kokke fordærver maden’, som det hedder i en gammel talemåde – svarer de to, at de tværtimod mener, at det er en styrke med to mennesker om arbejdet, og at de frem for at ’fordærve’ maden tilsætter den flere krydderier.
Salah Zada har som nu tidligere politisk næstforperson sit fokus rettet mod det politiske arbejde. Det handler om at give unge med flugt-erfaring en stemmer og plads til at fortælle om deres udfordringer. Begrebet ’flugt-erfaring’ bruger han bevidst, for at understrege, at det at have været på flugt ikke er hele en persons identitet.
Signe Husted Davidsen har fra sin post som næstforperson beskæftiget sig med de indre linjer i organisationen, og det vil hun fortsætte med som forperson.
Ændringen i landsbestyrelsens sammensætning er fortsat ny, så der er endnu ikke blevet valgt næstforpersoner. Ifølge organisationens vedtægter konstituerer DFUNKs landsbestyrelse sig selv. Forperson(er) og næstforperson(er) vælges således ikke af generalforsamlingen men af landsbestyrelsen selv.
Skiftet i toppen af landsbestyrelsen er ikke den eneste større forandring, som DFUNK gennemgår for tiden. Midt i marts meddelte organisationens direktør, Natasha Al-Hariri, at hun stopper på posten, fordi hun har fået en stilling som projektchef hos TrygFonden 1. maj. Der var ansøgningsfrist til direktørstillingen 4. april.