Nye rapporter samler erfaringerne fra 13 års Afghanistan-indsats

danish_soldiers_in_helmand_province
Danske soldater i Helmand-provinsen i 2011.
Foto: (CC BY 2.0)
Forfatter billede

Efter 14 års dansk krigsdeltagelse i Afghanistan er landet fortsat ikke i stand til at skabe sikkerhed, retssikkerhed, levere serviceydelser og økonomiske muligheder til sine borgere, og befolkningens tillid til staten kan ligge på et meget lille sted.

Det er nogle af konklusionerne i en af de tre rapporter om den danske Afghanistan-indsats, der er offentliggjort torsdag.

Ved udgangen af 2014 blev den NATO-ledede ISAF-mission i Afghanistan afsluttet, og de danske kampenheder trukket ud.

På den baggrund besluttede partierne bag den danske Afghanistan-indsats den 14. november 2014, at tiden var moden til at samle op på de erfaringer, der var gjort i forbindelse med den samtænkte danske indsats i Afghanistan fra 2001 til 2014.

Partierne besluttede også, at erfaringsopsamlingen skulle fokusere på samtænkningen af de danske politiske, militære og udviklingsmæssige indsatser.

Formålet med rapporterne er at kunne bruge erfaringerne fra Afghanistan i andre skrøbelige stater i fremtiden.

”Ikke så godt som vi havde håbet”

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) siger forud for offentliggørelsen af rapporterne, at Danmark lige fra starten har leveret et stort og aktivt bidrag til indsatsen i Afghanistan.

”Det har krævet enorme ressourcer og ofre – ikke mindst for vores soldater. Samlet set har vi gjort en forskel – for børns uddannelse og for sociale og økonomiske fremskridt i Afghanistan. Men vi må også erkende, at situationen i Afghanistan ikke er så god, som vi havde håbet,” siger udenrigsministeren i en pressemeddelelse.

”Vi skal lære af både de gode og de dårlige erfaringer. Jeg er glad for, at rapporterne viser, at vi løbende har lært af udviklingen og tilpasset vores indsats. Men jeg vil fremadrettet have fokus på, hvordan Danmarks redskaber kan spille endnu bedre sammen, så politik, sikkerhed og udvikling går hånd i hånd. Derudover skal vi styrke vores forståelse for den lokale kontekst, sikre lokalt ejerskab og have knivskarpt fokus på at monitorere og resultatstyre vores investeringer.”

Ingen garanti for succes

Formålet med erfaringsopsamlingen er at anvende erfaringerne fra Afghanistan bedst muligt i fremtidige indsatser.

Indsatsen i en skrøbelig stat som Afghanistan kræver, at vi er risikovillige, realistiske og accepterer tilbageslag. Sådan var det i 2002, sådan er det i dag og sådan vil det også være i morgen, siger Kristian Jensen.

”Men det er i vores interesse at engagere os for at sikre, at skrøbelige stater ikke bliver arnested for terrorisme, radikalisering og ustabilitet. Og for at forebygge migration og øgede flygtningestrømme. Der er ingen garanti for succes, når vi engagerer os i en skrøbelig stat som Afghanistan, men der er en stensikker garanti for fiasko, hvis vi ikke gør”, understreger han.

Sikkerhedssituation afgørende

Erfaringsopsamlingen består af tre rapporter udarbejdet af henholdsvis DIIS, konsulentfirmaet Landell Mills og Forsvarsakademiet. Rapport I omhandler de internationale erfaringer med samtænkning i Afghanistan, mens rapport II omhandler udviklingssamarbejde i Afghanistan og rapport III omhandler det civilt-militære samarbejde i Afghanistan (CIMIC).

Forsvarsakademiets delrapport om CIMIC viser bl.a., at sikkerhedssituationen utvivlsomt var ”den væsentligste enkeltfaktor for udførelsen af stabiliseringsprojekter og deres effekt. Og netop sikkerhedssituationen medførte, at banale forhold som transportkapacitet fik en direkte og negativ indflydelse på projekternes succes og levedygtighed.”

Overordnet ser forfatterne dog, at de samtænkte projekter og CIMIC-indsatsen i Afghanistan ”i det mindste på kort sigt har bidraget til lokal stabilisering”, som de skriver i indledningen. Men der er også mulighed for forbedringer, bl.a. i forhold til måden de militære enheder opstilles, uddannes og deployeres på, og den procedure, som finder sted ved Udenrigsministeriets rekruttering af rådgiverne, som ”ikke altid er givet de bedste muligheder for at opbygge gode relationer forud for mødet i missionsområdet.”

Rapporterne præsenteres på en offentlig konference i Folketingets Landstingssal torsdag den 9. juni 2016 med deltagelse af blandt andre udenrigsminister Kristian Jensen, forsvarsminister Peter Christensen og den afghanske viceudenrigsminister H.E. Hekmat Karzai.

De fulde rapporter kan findes her:

Delrapport 1: ”Internationale erfaringer med samtænkning i Afghanistan”. Udarbejdet af DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier

Delrapport 2: ”Udviklingssamarbejde i Afghanistan”. Udarbejdet af konsulenthuset Landell Mills

Delrapport 3: ”Danske erfaringer med stabiliseringsprojekter og CIMIC”. Udarbejdet af Forsvarsakademiet

Politisk aftale om erfaringsopsamlingen