Kristine og Jens Kaaber Pors er ansat i Danmission med virkning fra 1. september 2012. Parret skal sammen med deres tre børn udsendes til det nordlige Tanzania med base i Arusha.
41-årige Kristine Kaaber Pors, der er uddannet antropolog, skal være programkonsulent i Danmissions fattigdomsbekæmpelsesprogram, mens 41-årige Jens Kaaber Pors er ansat som IT-konsulent.
Kristine Kaaber Pors kommer fra en programkonsulentstilling i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, og Jens Kaaber Pors fra et job som IT-koordinator hos KFUM-spejderne.
Arbejdet vil foregå i tæt samvirke med Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania, som Danmission har samarbejdet med siden 1948. Kristine Kaaber Pors skal i den nyoprettede stilling som programkonsulent styrke samarbejdet mellem 20 stifter, der til sammen har et medlemstal på over fem millioner.
”Afrika er i rivende udvikling med enorme ressourcer. Kirkerne spiller en afgørende rolle i landets udvikling. Som udviklingsorganisation er Danmission langt fra bare en instans, der donorer penge til projekter, men en global medspiller, aktør og samarbejdspartner, og det er den rolle jeg skal være med til at styrke og udvikle,” anfører Kristine Kaaber Pors.
Hun var som 19-årig volontør i Tanzania for Det Danske Missions-selskab og vendte senere tilbage til det store østafrikanske land for at skrive sit speciale i antropologi.
For hende og hendes mand har det altid været en drøm at opleve Tanzania helt tæt på. Parrets tre børn; Nikolaj (4), Jonas (10) og Ingrid (12) glæder sig også til deres nye hverdag. De to ældste skal gå i en international skole i Arusha.
Det forventes, at familien er klar til udrejse i midten af oktober.
Danmission er en selvstændig organisation forankret i folkekirken, som vil styrke den globale kirke, skabe fred og forståelse gennem dialog og bekæmpe fattigdom i Afrika, Asien, Mellemøsten.
Danmissions historie går tilbage til 1821. Der er i dag 55 ansatte, flere end 8.000 engagerede landet over og en årsomsætning på 50 mio. kr.