Nyt FN-“instrument” om miljø er sat på sporet

cimg1406
Thomas Jazrawi

En ny global miljøkonvention kan være på vej. 

Et flertal i FN’s Generalforsamling vedtog torsdag en resolution, der beder FN’s Generalsekretær om at præsentere en rapport, som skal pege på hullerne i den nuværende internationale regulering af miljøet. 

Ligeledes fremgår det af beslutningen, at der skal arrangeres en international konference, som kan vedtage et nyt instrument, hvis det er nødvendigt. 

Det skriver FN torsdag. 

Beslutningen blev vedtaget med 146 stemmer for og 6 imod, skriver FN-hjemmesiden for FN’s verdensmål. 

Deutche Welle skriver, at USA, Rusland, Syrien, Tyrkiet og Filippinerne stemte imod. 

Mange miljøaftaler

“Towards a Global Pact for the Environment”, hedder resolutionen, som anmoder om en arbejdsgruppe, der skal overveje Generalsekretærens rapport og diskutere et nyt instrument for klodens miljø. 

Arbejdsgruppen skal også komme med anbefalinger til Generalforsamling, som kan indeholde opfordring til en konference i første halvår 2019 med mål om at vedtage et nyt instrument. 

Resolutionen kommer på baggrund af e n idé af den franske præsident Emmanuel Macron, skriver Deutche Welle. 

Den franske FN-ambassadør, Francois Delattre, nævnte, at miljøødelæggelser koster hundretusinder liv og at de primært rammer de mest skrøbelige mennesker på planeten. 

 “If we do not act, we will be exposed to dramatic consequences”, advarede han ifølge FN.  

Der vil nu blive oprettet en arbejdsgruppe med to formænd, hvor en er fra et udviklingsland, mens den anden er fra en industrialiseret nation.