Nyt formandskab og vicedirektør i DIGNITY

Dea Seidenfaden.


Foto: Dansk Psykolog Forening
Laurits Holdt

22. juli 2022

Dea Seidenfaden – som er uddannet psykolog – er fungerende formand for Dansk Psykolog Forening og har en baggrund i Røde Kors og som områdechef i Enheden for Kriminalpræventive Indsatser i Københavns Kommune. Hun overtager posten som bestyrelsesforperson i DIGNITY efter Christian Balslev-Olesen.

”Jeg er meget glad for muligheden for at stå i spidsen for DIGNITYs internationale bestyrelse. Organisationen har gennemgået en stor udvikling i de seks år, hvor jeg har siddet i bestyrelsen. I dag er det en stærk menneskerettighedsorganisation, som er førende på forebyggelse af tortur og behandlingen af flygtninge med traumer fra krig, flugt og tortur. Jeg glæder mig til at forsætte den positive udvikling med direktion, medarbejdere og dygtige partnere over hele verden,” siger Dea Seidenfaden, der skal arbejde tæt sammen med Louise Holck, der er direktør på Institut for Menneskerettigheder, som er ny næstformand.

Louise Holck.
Foto: Institut for Menneskerettigheder

Ny vicedirektør

Samtidig bliver organisationens internationale programchef Morten Olesen ny vicedirektør.

Direktør Rasmus Grue Christensen udtaler:

”Jeg glæder mig meget til samarbejdet med vores nye formandskab og DIGNITYs nye vicedirektør. Deres forskellige kompetencer og erfaringer vil bidrage positivt til DIGNITYs spændende udvikling som toneangivende international menneskerettighedsorganisation med en fortsat vigtig forankring i Danmark.”

Morten Olsen.
Foto: DIGNITY

DIGNITY er en menneskerettighedsorganisation, der kæmper for en verden fri for tortur og vold. Organisationen – der har hovedsæde i København – forebygger tortur og vold i Danmark og internationalt og behandler traumeramte flygtninge.

Den blev etableret af læge Inge Genefke i 1982 under navnet Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre.

DIGNITY har konsultativ status under FN’s Økonomiske og Sociale Råd, ECOSOC, og er medlem af WHO’s Alliance for Forebyggelse af Vold (VPA). Rehabiliteringsklinikken er anerkendt af Sundhedsstyrelsen som nationalt center med speciale i behandling af svært traumatiserede flygtninge.

I 2017 modtog DIGNITY Kronprinsparrets Sociale Pris for arbejdet med at bekæmpe tortur og rehabilitere torturofre i Danmark og internationalt.