Oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre i Sri Lanka er parate til at genoptage fredsforhandlingerne med regeringen i Colombo, som har været afbrudt siden april. Meldingen kom efter, at bevægelsen fredag fremlagde detaljerede udspil til en magtdeling, som skal gøre en ende på 20 års blodig borgerkrig mellem den tamilske minoritet og det singhalesiske flertal, rapporterer BBC Online lørdag.
Tigrenes forslag omfatter oprettelse af en overgangsadministration til selvstyre på øens nordøstlige del, hvor Tamilerne dominerer, og valg indenfor 5 år. Det 8 sider lange dokument har taget måneder at udforme og er ifølge norske fredsmæglere den mest detaljerede erklæring om rebellernes politiske aspirationer de sidste 17 år.
Tigrene ønsker beføjelser til at distribuere dele af den omfattende internationale bistand, der ventes at tilflyde Sri Lanka efter en fredsslutning, ret til at optage lån i udlandet, inddrive skatter og stå for lov og orden i “deres” områder i nordøst. Dokumentet siger dog intet om, hvordan det skal udføres i praksis. Rebellerne ønsker ligeledes særlige juridiske institutioner for nordøst – hvilket forfatningskyndige mener vil være et problem i forhold til Sri Lankas nuværende forfatning.
Ifølge BBC går Tigrenes udspil udenom adskillige ømtålelige emner, såsom tilbagetrækningen af væbnede styrker fra nordøst-området. Derfor skal meget i sidste ende lægges på plads bag lukkede døre.
Regeringen i Colombo ventes nu at anmode de norske mæglere i borgerkrigen om at arrangere et møde mellem parterne senere i november, som skal bane vejen for genoptagelse af egentlige fredsforhandlinger “meget tidligt i det nye år”.
BBC rapporterer fra Colombo, at regeringen tilsyneladende tøver med at hilse Tigrenes forslag velkommen, for ikke at komme under beskydning fra oppositionen om at forråde den sri lankanske stats interesser. Modstandere af fredsprocessen vil efter alt at dømme slå på, at det er forkert at overdrage nogen form for magt, selv midlertidige beføjelser, til oprørerne uden en klar tilkendegivelse om, at de vil nedlægge våbnene. Tigrene har afvist enhver tanke om afvæbning, før en endelig politisk løsning for øen (Ceylon) foreligger.
Parterne indgik våbenhvile i februar 2002 og indledte fra oktober sidste år i alt 6 forhandlingsrunder så vidt forskellige steder som Thailand, Norge, Berlin og Japan. I første runde droppede Tigrene deres krav om en selvstændig tamilsk stat og gik med til selvstyre. Regeringen anerkendte på sin side “terroristerne” som forhandlingspartnere.
I anden runde, hvor fremtrædende militære og politiske figurer deltog, gik man mere detaljeret ind i sikkerheds- og udviklingsmæssige spørgsmål i konfliktområderne. Komiteer blev nedsat for at granske rehabiliteringsbehovene i de krigsramte områder, presse på for militær nedtrapning og belyse de politiske spørgsmål, som ligger til grund for den lange konflikt. Den har kørt siden 1983, kostet 64.000 døde, en million fordrevne og uanede summer i tabt udviklingspotentiale for hele øen.
Under tredje forhandlingsrunde enedes parterne om at dele magten i en ny forbundsstat, hvor Tamilerne får selvstyre i nord og øst. I fjerde runde søgte parterne at overvinde flere ømtålelige spørgsmål uden markant fremgang. Hovedpunktet var de mange flygtninge, som hæren frygter vil destabilisere nordøst, når de vender hjem. Tigrene derimod insisterer på, at de humanitære spørgsmål må klares først, altså før en fredsaftale kan underskrives. Flygtningenes fremtid skal være på plads.
Femte forhandlingsrunde blev overskygget af en episode, hvor 3 rebeller døde, dagen før runden skulle begynde. De sprængte deres båd i luften, da fredsobservatører bordede den og angiveligt fandt smuglervåben ombord. Ikke desto mindre gjorde de delegerede fremskridt om rehabilitering af børnesoldater og en hurtig gennemførelse af genopbygningsprojekter.
Der skete tillige lidt af et gennembrud på menneskeretsområdet, da tidl. verdensleder for Amnesty International, Ian Martin, blev anmodet af regeringen og Tigrene om at fremlægge retningslinjer for, hvilke rettighedsbaserede tiltag, der bør med i en endelig fredsløsning.
Sjette runde af de norsk-formidlede fredsdrøftelser fandt sted i den japanske bjergby, Hakone, i marts i år. De brød sammen, bl.a. fordi Tigrene var vrede over, hvad de kaldte regeringens forsøg på at marginalisere deres rolle i fredsprocessen og køre dem ud på et sidespor.
Syvende fredsrunde er så den, der nu er taget intiativ til at gå igang med.
Læs også Ugens Kommentar skrevet af journalist Jørgen Harboe med titlen “Ikke-krigen på Sri Lanka – Kan man bruge observatørmissioner mere aktivt til fredsskabende arbejde?”. Kommentaren står under rubrikken Arkiv, dato 03.10.03, ude i menuen til venstre.