“Diakoni og udvikling i kirke og mission” er titlen på et spændende hæfte om krydsfeltet mellem missionsarbejde og andet virke i Den 3. Verden, som nu er udgivet i serien “Ny Mission” (nr. 12) med Mogens S. Mogensen som redaktør.
Lige som diakoni har været en del af kirkens arbejde helt fra de første kristnes tid, har udviklingsarbejde også altid været en del af missionsarbejdet, hedder det indledningsvis i presseomtalen.
Og videre:
Især fra 1970erne og 80erne begyndte Danida i større omfang at støtte udviklingsprojekter i missionsselskabernes samarbejdskirker i Syd. Det blev hilst velkommen af alle parter, men samtidig har det rejst vanskelige problemstillinger, som både missionsselskaberne i Nord og kirkerne i Syd må forholde sig til.
Lederen af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, Uffe Torm, giver en historisk oversigt over danske missionsselskabers engagement i udvikling og tager fat på en række af de udfordringer, som engagementet i udviklingsarbejdet fører med sig.
Hvilken rolle spiller religion i udviklingsprocessen? Hvordan kan man fastholde en holistisk forståelse af mission, hvor der er balance mellem det forkyndende og undervisende arbejde og udviklingsarbejdet, så kirkerne i Syd ikke skævvrides?
Hvordan kan der udvikles værdige partnerskaber mellem missionsselskaber i det rige Nord og fattige kirker i Syd? Missionsledere og teologer fra Nord og Syd diskuterer disse og andre spørgsmål i relation til udvikling og mission.
Blandt bidragyderne er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, og formand for Danmission, Lars Mandrup.
Unitas Forlag, 2007, udgivet i samarbejde med Dansk Missionsråd
1. udgave, 1. oplag, 102 sider, hæftet,
ISSN 1399-5588, Vejled. pris: 128 kr.
Unitas Forlag, Peter Bangs vej 1 d, 2000 Frederiksberg, tlf. 36 16 64 81, fax 38 11 64 81, e-mail: [email protected], web: www.unitasforlag.dk