Nyt nordisk center for tværkulturel scenekunst

Forfatter billede

Norden har fået et nyt scenekunstcenter, Prospero Performing Arts Center, der skal fungere som platform for internationalt og tværkulturelt teater, der henvender sig til børn og unge. Jacques S. Matthiessen fra Danmark er en af stifterne.

Prospero lanceres som et center, hvor der arbejdes for “at skabe levende scenekunst for børn, unge og voksne i en global, multikulturel og foranderlig verden.”

Jacques S. Matthiessen fra Passepartout Theatre Production, der er blandt stifterne, har en lang karriere med international, tværkulturel scenekunst bag sig, Han har arbejdet med børneteater i Danmark og Afrika, men vigtigst af alt har han integreret både den nordiske og afrikanske kultur i sine børneteaterstykker.

Som det gælder for mange af Jacques S. Matthiessens stykker, skal også Prosperos opsætninger gennemtænkes og udformes, så at de kan spille mange gange, i mange forskellige lande og i mødet med forskellige kulturer.

Danmark, Sverige, Norge og Burkina Faso

Åbningen af det nye center markeres med en turné i Danmark, Sverige og Norge med Forestillingen ‘I solens skygge”, der netop handler om det at være den fremmed, og hvordan man forholder sig til fremmede. Stykket er en tværkulturel samproduktion mellem Danmark, Sverige, Norge og Burkina Faso.

Et af formålene med det fællesnordiske center er at fremme interkulturel og social forståelse gennem scenekunsten:

“Vi er overbeviste om, at scenekunst for børn i alle aldre, fremmer den interkulturelle og sociale forståelse, og med den nordiske tradition for arbejdet med børn og unge har vi en oplagt mulighed for at fremme dette i norden og globalt,” skriver Jacques S. Matthiesen og Karin Ahnfelt-Rønne i forbindelse med lanceringen.

Ud over at formidle tværkulturel scenekunst vil centret også være residens for scenekunstnere fra hele verden.

Prospero Performing Arts Center er stiftet af Passepartout Theatre Production i Danmark og Landskrona Stad i Sverige og har en svensk-norsk-dansk bestyrelse. I forhold til det nordiske samarbejde har centeret etableret fast samarbejde med gæstescenerne Kilden Teater- og Konserthus for Sørlandet i Norge og Københavns Musikteater i Danmark.

Åbningsarrangement

Lørdag 16. februar inviteres til åbning af centeret med forestilling “I Solens Skygge” samt en introduktion til det nye samarbejde ved Jacques S. Matthiessen (Passepartout Theatre Production) samt indlæg fra Monique Ilboudo, der er Burkina Fasos Ambassadør og Center for Kultur og Udvikling, der har støttet etableringen.

Forestillingen “I Solens SKygge” spilles af to skuespillere fra Burkina Faso i samspil med et karakterfuldt ensemble af mandshøje dukker, som føres af en svensk og en dansk skuespiller. De to fra Burkina Faso taler ’gramelot’, som kan forstås af alle, og dukkerne taler skandinavisk.

Åbningen i Danmark foregår på Bernadotteskolen i København fra kl. 15.00.

I Sverige fejres åbningen fredag den 15. februar 2013 kl. 11.00 på Landskrona Teater og i Norge tirsdag den 26. februar 2013 kl 18.00 på Kilden Teater og Koncerthus, Christiansand.

Yderligere information
Passepartout Theatre Production
– Kunstnerisk leder: Jacques S. Matthiessen – [email protected]
– Administration: Karin Ahnfelt-Rønne – [email protected]