Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København har netop udsendt december-nummeret af det lille nyhedsbrev RCT NYT (årg.6, nr.4). De i alt 6 hovedartikler kommer vidt omkring i RCTs arbejde både i Danmark og i udlandet, hedder det fredag i en presserundsendelse.
Forsideartiklen omtaler en nylig international partner-workshop i Sydafrika 21-25.november under temaet om monitorering og evaluering af psykosocial rehabilitering. Workshoppen, der blev åbnet af RCTs protektor HH Prinsesse Alexandra, havde 30 deltagere fra 15 lande.
I Iederartiklen beskriver den nylig tiltrådte afdelingschef for RCTs behandlingsafdeling, Gunilla Brodda Jansen, de udfordringer, som RCTs rehabiliteringsarbejde bliver mødt af når RCT ved årsskiftet kommer ind under Sygehusloven.
En artikel ”Det nytter at protestere” gennemgår sagen om den udvisningstruede iraner, Alae Ghaedi, som ved tvangshjemsendelse til Iran angiveligt stod til 75 piskeslag og 10 års fængsel. Efter mange protester og stor offentlighed fik Alae Ghaedi for knap en måned siden politisk asyl sammen med sin hustru og to sønner.
Artiklen ”Torturforbud i dansk lov” handler om den kovending som justitsminister Lene Espersen har foretaget i spørgsmålet om at få et torturforbud ind i dansk lov. Justitsministeren har bedt Straffelovrådet se på behovet for at indsætte en særlig bestemmelse i straffeloven om tortur.
Dermed er det første skrift taget til at opfylde et mangeårigt ønske fra RCT og Amnesty International, som på FNs menneskerettighedsdag 10.december kunne aflevere 145.000 underskrifter til Folketinget for at få tortur forbudt i dansk lov.
Desuden bringer RCT NYT en artikel CIA-liste over regulære torturteknikker , hvor man med den britiske avis The Independent on Sunday 4. december beskriver de metoder, som CIA angiveligt bruger mod tilbageholdte terror-mistænkte.
Endelig opfordres interesserede – i en artikel på RCT NYTs bagside – til via Dansk Flygtningehjælps frivilliggrupper at blive kontaktpersoner til RCTs klienter.
Det er klienterne, som definerer, hvad de ønsker af en frivillig. Det kan være en samtalepartner, en besøgsven eller måske en lektiehjælper, som kan hjælpe børnene med skolearbejdet.
RCT NYT er gratis. Bladet udkommer 4 gange årligt og sendes til alle interesserede. Man kan få bladet ved at bestille på mail [email protected] eller på telefon 33 76 06 00.