Nyt partnerskab vil skabe jobs til flygtninge og lokale i Uganda

euechoedward_echwalu
Forfatter billede

Fakta

Danida Market Development Partnerships støtter projekter, som fremmer FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling – særligt mål 8, der handler om at skabe bæredygtig vækst, lokal markedsudvikling og anstændige jobs.

Folkekirkens Nødhjælps projekt ”Fresh Fruit Nexus” etableres i partnerskab med den ugandiske virksomhed AMFRI Farms, som er den første økologisk certificerede virksomhed i Uganda. AMFRI Farms står for at uddanne og certificere småbønder i økologiske og klimavenlige produktionsmetoder, samt at eksportere produkterne til udlandet, bl.a. Danmark.

Der indgår også to danske firmaer i projektet, hhv. Nordic Fruit, som skal hjælpe med distribution af frugt og grønt til det danske marked, og Unicool, som bidrager med soldrevne køleløsninger, så den lokaltproducerede frugt og grønt holder kvaliteten fra marken til forbruger.

Kilde: FKN

Med støtte fra Danida er Folkekirkens Nødhjælp udvalgt til at igangsætte et nyt erhvervssamarbejde, som skal fremme lokal produktion af økologisk frugt og grønt i Uganda. Det vil gavne både flygtninge og den lokale befolkning, der har taget imod over én million flygtninge det seneste år.

Læs også: Syv nye partnerskaber får støtte fra Danida Market Development Partnerships

Læs også: VE og Vestas i parløb om vindenergi i Kenya

Formålet med projektet er at involvere unge flygtninge og lokale småbønder i at dyrke økologisk frugt og grønt, som skal sælges lokalt – og til forbrugere i danske butikker på sigt. Projektet skal booste lokal markedsudvikling i det nordlige Uganda, hvor der bor over én million flygtninge, som primært er flygtet fra borgerkrigen i Sydsudan.

”Det unikke ved det her projekt er, at vi er med til at fremme jobmuligheder og lokalt entreprenørskab i og omkring flygtningelejre, hvor der er stort behov for at skabe nye indtægtsmuligheder – og håb for fremtiden. Med det her projekt går flygtninge fra at ses som passive modtagere af nødhjælp til selvstændige individer, der bidrager til bæredygtig udvikling lokalt og globalt,” siger Jonas Nøddekær, International direktør hos Folkekirkens Nødhjælp.

Lokale løsninger på verdensmål

Projektet er netop blevet forhåndsgodkendt under Danidas prestigefyldte erhvervspulje, Danida Market Development Partnerships (DMPD), hvor organisationer kan søge penge til erhvervssamarbejder med virksomheder. I dette projekt er Folkekirkens Nødhjælp gået sammen med små- og mellemstore virksomheder fra både Uganda og Danmark om at levere konkrete løsninger på verdensmålene.

”Ansvarlig forretning er afgørende for at nå FN’s verdensmål. Vi vil gerne vise, hvordan etisk handel bidrager til bæredygtig vækst – både for små og store virksomheder og for borgerne i de lande, der løfter den største byrde i den globale flygtningekrise,” siger Jonas Nøddekær, International direktør hos Folkekirkens Nødhjælp.

Læs også: Partnerskaber – den gyldne vej mod verdensmålene?

Projektet forventes at blive implementeret efter første opstartfase og endelig godkendelse fra Danida i midten af 2018. Projektet skal vare i fem år, hvorefter det skal køre videre på markedsvilkår.