Nyt studie: Udviklingsbistand gavner (også) os selv

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Den danske udviklingsbistand på 16 milliarder kroner gavner de fattigste mennesker i verden. Men den gavner også Danmark. Over 3.000 arbejdspladser i Danmark udspringer af udviklingssamarbejdet. Det fremgår af et nyt studie.

Den direkte afledte effekt på beskæftigelsen i Danmark kan ifølge studiet fra Dalberg Research opgøres til 3.000-3.600 arbejdspladser i Danida, de folkelige organisationer, konsulent- og forskningsvirksomheder, FN Byen i København, på asylcentre og i danske virksomheder.

Det skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Dertil kommer andre sideeffekter for dansk erhvervsliv.

Danidas erhvervs-instrumenter er med til at skabe omsætning i danske virksomheder, og ifølge studiet giver Danmarks tilstedeværelse i ulandene konkurrencemæssige fordele i form af øget markedsindsigt, lokale netværk og adgang til beslutningstagere.

Nytteværdien af u-landsbistanden bekræftes på europæisk plan af et uafhængigt studie, der konkluderer, at EU’s udviklingsbistand 2014-2020 på i alt 500 milliarder kroner vil have tjent sig selv ind via investeringer og samhandel med u-landene, når vi er fremme ved 2020.

”Udviklingssamarbejdet skaber gode muligheder også for danske virksomheder. Fattigdommen falder og der er nu solid vækst i en lang række udviklingslande”, siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

“Det giver nye markeder og muligheder for Danmark, og dem skal vi blive bedre til at udnytte ved at tænke udvikling, handel og investeringer sammen. Det er både til gavn for verdens fattige lande og for os selv,” lægger han til.

Foruden de positive sideeffekter for beskæftigelsen og erhvervslivet i Danmark har udviklingsbistanden en lang række andre positive sideeffekter.

Nemlig i forhold til at forebygge konflikter, katastrofer, flygtningestrømme, klimaforandringer, sygdomsepidemier, pirateri, terror og skabe sikkerhed i verden og dermed også for os selv, hedder det.

Publikationen ”Udviklingssamarbejdet – en investering i fremtiden”, som udenrigsministeriet offentliggjorde fredag sammen med Dalberg–studiet – ”Bistandens positive sideeffekter for den økonomiske aktivitet i Danmark” – beskriver den samlede nytteværdi af udviklingsbistanden.

Download ”Udviklingssamarbejdet – en investering i fremtiden” (PDF, 22 sider)

Download ”Bistandens positive sideeffekter for den økonomiske aktivitet i Danmark” (PDF, 29 sider)