KOMMENTAR
Af Jørgen Olsen,
koordinator, u-landsforeningen Genvej til Udvikling
i Nordjyske mandag
Godt nytår, Ulla Tørnæs! Til lykke med dit genvalg som udviklingsminister! Om dit parti fik min stemme, får du aldrig at vide – den daglige leder af en u-landsforening røber kun sine partipolitiske sympatier for den allernærmeste familie.
I det nye år skal du og jeg og flere hundrede andre, såsom politikere, konsulenter, Danida-funktionærer, organisationsansatte og frivillige, arbejde sammen om at forny den såkaldte ”civilsamfundsstrategi”, dvs. lægge rammer for, hvordan den danske stat og det danske erhvervs- og foreningsliv kan bidrage til, at menneskene i udviklingslandene bliver bedre til at organisere sig.
Et styrket foreningsliv i de varme lande vil gøre de lokale kræfter bedre egnede til selv at forbedre udviklingsprojekter og ikke mindst stille krav til lokale, nationale og internationale myndigheder. Hvad det sidste angår, ved både du og jeg, hvor meget det kunne forbedre vilkårene i u-landene, hvis de rige lande afskaffede deres støtteordninger til de hjemlige urentable landbrug.
Vi har i mange rige lande og ikke mindst i Danmark solide traditioner for folkeoplysning og foreningsarbejde, og disse traditioner er ikke nødvendigvis ubrugelige i andre verdensdele. Men skal udvikling og fredelig sameksistens styrke hinanden i årene fremover i den sydlige verden, så må foreningerne i Syd først og fremmest lære af hinanden og opfatte hinanden som samarbejdspartnere.
Den lille organisation, jeg har æren af at være daglig leder af, har de sidste 12 år samarbejdet med en andelsforening i Niger i Vestafrika, Kooperativet i Amataltal.
Gennem 1980erne var det befolkningen i ørkenlandsbyen Tessalit i nabolandet Mali, vi kastede vor kærlighed på, og vi har bevaret kontakten. I februar-marts 2007 var 6 mennesker fra Amataltal på besøg i Tessalit. Her kunne de konkludere fra de lokale erfaringer, at mure af ler omkring køkkenhaver – for at holde geder og hyæner væk – er mere effektive og mere miljøvenlige end hønsenet og pigtråd.
Den anden vej kunne Amataltal-folkene fortælle værterne i Tessalit, at i Amataltal og andre steder i Niger undervises børn og voksne i og på det modersmål, flertallene i Amataltal og Tessalit er fælles om: tuaregisk.
Tessalit-indbyggerne var slet ikke klare over, at tuaregisk var blevet udstyret med latinsk bogstavering, så modersmålet kan studeres med samme alfabet som de 2 landes officielle sprog, fransk.
På trods af, at der er tale om særlig fattige afkroge af lande, som gennem årtier har hørt til de 5 fattigste lande i verden, så giver det mening, at de kontakter hinanden, vel at mærke uden at vi fra Nord spiller andre roller end at udlevere adresserne og betale brændstoffet til rejserne.
Befolkningerne og deres organisationer i Tessalit og Amataltal betragter efter erfaringsudvekslingerne hinanden som andet end blot konkurrenter om opmærksomhed og penge fra den hvide mand m/k.
I 2007 gennemførtes desværre et initiativ fra dig, Ulla Tørnæs, som trak den gale vej, det, som blev kaldt ”kendis-projektet”: En række danskere, som var berømte for skuespil, fitness-programmer og sportsudstyr, blev sendt ned til en række u-lande for hver især at udvælge et ud af 5-6 mulige udviklingsprojekter til at modtage nogle af de rare penge fra den danske stat.
På lederplads i Weekendavisen og NORDJYSKE blev projektet kritiseret for selve det at lade ikke-fagfolk spille en rolle i en sådan udvælgelsesproces.
Det kan i alle sammenhænge være berigende at få synspunkter fra mennesker, der kan se med friske øjne og opleve anderledes.
Det for alvor betænkelige ved ”kendis-projektet” lå i noget andet, nemlig at de organisationer, der var inde i billedet i Ghana og i en række lande i Østafrika, blev spillet ud mod hinanden. I kraft af projektets opbygning kom de til at se på hinanden som konkurrenter om, hvordan man gjorde indtryk på den hvide, så man kunne vinde i lotteriet.
Derfor må dit nytårsforsæt nr. 1, Ulla Tørnæs, meget gerne være, at det skadelige kendisprojekt ikke gentages.
I stedet bør du og alle andre, der har en rolle at spille i Danmarks samarbejde med de fattige lande, efter bedste evne bidrage til, at foreningerne i Syd samarbejder og lærer af hinanden. I nogle tilfælde er det nok at give en adresse videre og lade dem selv klare resten.
Den forening, der får en idé formidlet af en anden forening, kan lave et bedre udviklingsarbejde og får styrket sin selvtillid, hvad enten det handler om kvægavl, planteavl, undervisning eller noget fjerde.
Den, der giver en idé fra sig og opdager, at den også kan gøre gavn andre steder, får ligeledes styrket sin selvtillid – en afgørende egenskab i enhver udviklingsproces, slutter Jørgen Olsen.
Kommentaren stod i Nordjyske Stiftstidende mandag den 31. december 2007 og er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren, som kan kontaktes på [email protected] www.gtu.dk
