USAs præsident Barack Obama ventes at komme under betydeligt pres fra de Latinamerikanske lande under topmøde i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) som begynder fredag eftermiddag i Trinidad og Tobago.
Flere nyhedsmedier beretter, at de Latinamerikanske ledere betragter den globale finanskrise som USAs ansvar, og mener derfor, at det er op til USA at løse den.
CUBA PÅ DAGSORDENEN
Endnu et stort emne på topmødet ventes at blive et næsten enstemmigt Latinamerikansk krav om, at USA ophæver sin knap 50-årige embargo mod Cuba.
Præsident Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton har luftet tanker om en “normalisering” af forholdet til Cuba.
Der er lempet på restriktionerne, så amerikanere med slægtninge på Cuba nu kan rejse frit til øen og sende familien penge; men det betragter Latinamerikanerne ikke som tilstrækkeligt.
De forlanger er total ophævelse af handelsembargoen, som blev indført under den kolde krig, da Cuba tillod daværende Sovjetunionen at forsøge at opstille atomraketter på øen – få kilometer fra USAs sydkyst.
En handling, som førte til den såkaldte Cuba-krise og måske den situation, da verden var tættest på krig mellem de to supermagter.
HENSYNET TIL DEMOKRATIET
USAs regering siger, at de er villige til dialog med Cuba; men at en eventuel normalisering af forholdet mellem de to lande skal indebære forbedringer af menneskeretighederne i Cuba.
Det indebærer bl.a. løsladelse af politiske fanger og øget demokrati.