Vi må væk fra den florerende ”Afrika-pessimisme” og tilbage til den romantiske periode, da man første gang satte fod i den afrikanske røde jord.
Nu må det være slut med alt det sure!
Vi må væk fra den florerende ”Afrika-pessimisme” og tilbage til den romantiske periode, da man første gang satte fod i den afrikanske røde jord – dengang hvor en afrikaner stod i pålydende og vores begejstring for alt afrikansk var lige så stor, som problemerne var minimale og ikke til at få øje på.
Vi drager derfor ud med amerikanske Peace Corps, så den positive fascination over kontinentet igen kan få tag i én: selv den simpleste lerhytte får igen attråværdige træk. Enhver møgbeskidt og forfalden landsby bliver igen en uomgængelig attraktion, som man bare må og skal se.
Med dem, de unge amerikanere, får man lyst til at slå sig ned i det afrikanske folkehav og interagere og lære og indsnuse og forhåbentligt lære noget tilbage til de af afrikanerne, der gider have ens skæve forudsætninger og positive fordomme på besøg.
Der er ikke noget bedre end Peace Corps. Disse død-engagerede unge mennesker, der forankrer sig i mindst to år i et afrikansk lokalsamfund og opbyder al energi og medbragt ”openness” og får en kolossal respekt i modydelse.
Overtegnede har oplevet det så mange gange, og afvigte lørdag føjede sig til rækken af imponerede indtryk: Her havde ”demokrati-missionærerne” – sådan et dusin af dem fra nære og fjerne landsbyer her i Togo – sat gang i en større øvelse, hvor skoleelever fra fem landsbyer konkurrerede om at være kreative ud fra en efterhånden halvgammel amerikansk opfindelse: The Odyssey of the Mind.
Ideen er enkel: Hold af unge får stillet to slags udfordringer: en spontan og en af lidt længere varighed, som de skal samarbejde om og konkurrere med andre hold om. Det drejer sig kort sagt om kollektiv kreativitet.
Den spontane udfordring gik lørdag bl.a. ud på med lidt tøjklemmer, sugerør, pap og andet forhåndenværende at lave en modelbåd, der både kunne holde vand i en balje og tage kargo ombord i form af et stykke sæbe, et brugt batteri og en lille metalæske, som hver ville give ekstra fem point.
Allerede dér var der intenst samarbejde og koncentration mellem de unge, men da den lidt mere krævende ”længerevarende” opgave, som grupperne havde samarbejdet sig frem til om formiddagen, blev præsenteret på scenen om eftermiddagen, brød kreativiteten ud i fuldt flor.
Det slog igen en, at de der amerikanere altså har gang i noget – sådan helt på græsrodsniveau, hvor vi andre helst ikke opholder os alt for længe af gangen: Som én af de frivillige fra Peace Corps sagde til overtegnede, er det iøjnefaldende, at skoleelever fra et ellers afsindigt strengt skolesystem med 80-100 elever i klassen og ”du-holder-bare-din-kæft-når-læreren-taler”-disciplin, pludselig agerer i samarbejde på en scene, som om de aldrig havde lavet andet.
Ingen tegn på generthed eller tilbageholdenhed, men ligefremt og fra hjertet.
Vi skulle jo analysere – det skal vi jo – så der blev givet begrundelser som ”den afrikanske fortælletradition” og ”the extended African family”, in casu forstået på den måde, at afrikanerne lever i store grupper af mennesker fra barnsben og ikke er bange for at ytre sig og føre sig frem.
Imens var atmosfæren i den grad præget af, at det lille dusin amerikanske frivillige bare var ”med”. Nok var de initiativtagere til konkurrencen og udefrakommende ”påhittere”, men de havde helt klart formået at skabe sig respekterede positioner i samfundet. Den gensidige respekt var til at tage og føle på.
Og så vandt et af de to hold fra Tsévié med Adokpoe på andenpladsen.
