Latinamerika er hårdt ramt af ‘hjerneflugt’, ifølge ny rapport fra OECD og FN, der har analyseret data over de globale migrationstendenser. Ca. seks pct. af alle personer, der er født i Latinamerika og Caribien, boede således i 2010 i OECD-lande. Det højeste antal nogensinde, skriver JP online mandag.
Andelen af veluddannede migranter i OECD-landene er steget med 70 pct. på 10 år. OECD er et organiseret samarbejde mellem 34 lande, der har demokratiske styreformer og markedsøkonomi.
Det betyder, at der i OECD-landene i seneste måling i 2010-2011 boede 27 mio. migranter med en videregående uddannelse. Halvdelen af dem kommer fra Asien, Latinamerika og Caribien.
Rapporten fremhæver især den massive udvandring af veluddannede i Latinamerika og Caribien samt de små lande i Afrika som på et kritisk højt niveau.
Derved mister landene pengene, de har investeret i uddannelserne, og rigtig mange af de højtuddannede, som ellers skulle bidrage til en positiv vækst i hjemlandet.
Caribiske udvandrere kommer i høj grad fra øer såsom Barbados, Haiti og Trinidad og Tobago, hvor størstedelen af de højtuddannede er flyttet væk, ifølge JP online.