Det går op for stadig flere, at det bliver vanskeligt at nå Verdensmålene i mange udviklingslande – især i de fattigste udviklingslande. Der er mange faktorer, der skal være på plads for at nå målene, men en indlysende central forudsætning er, at de kan finansieres.
Læs også: Forstå FN’s verdensmål på tre minutter
I begyndelsen af 2019 fremlagde vi analyser, der klart viser, at dette ikke kommer til at ske i de fattigste udviklingslande (31 lavindkomstlande hvoraf de 24 ligger i Afrika). For nylig kom samme budskab frem i Globalnyt. Lad os dykke ned i nogle af tallene og forudsætningerne.
På den store internationale konference i Addis Ababa om udviklingsfinansiering i 2015 lagde man vægt på, at forskellige – både private og offentlige – finansieringskilder tilsammen skulle finansiere målene. Nu her fire år efter viser tal, at den private udviklingsfinansiering bliver noget mindre end håbet. Det gælder både de rene private investeringer og investeringer, der er baseret på en blanding af offentlige og private finansieringskilder. Værst ser det ud for de fattigste udviklingslande, hvor disse tendenser er mest markante.
Det manglende bidrag fra den private sektor har ført til øget fokus på udviklingslandenes egne skatter og afgifter, og mange har peget på, at disse finansieringskilder kan bidrage med noget større beløb. Nogle synes endda at mene, at de sammen med en højere udviklingsbistand helt kan lukke det finansieringsgab, der er i forbindelse med Verdensmålene.
Men er der en rimelig sammenhæng mellem finansieringsgabet i de fattigste lande, realistiske stigninger i udviklingsbistanden og i deres egne indtægter fra skatter of afgifter? Lad os lave et meget forsimplet regnestykke.
Halvdelen skal finansieres privat – men det kommer næppe til at ske
Der findes forskellige vurderinger af, hvor stort finansieringsgabet er, men et ofte anvendt skøn er, at Verdensmålene medfører et årligt finansieringsgab på ca. 350 mia. USD i de fattigste udviklingslande. Hvis man samtidig regner med, at ca. 50 pct. skal finansieres privat, hvad som nævnt næppe sker, betyder det, at den offentlige finansiering i de fattigste lande skal øges med ca. 175 mia. USD årligt ud over, hvad de og donorerne allerede financierer. Det bliver op ad bakke.
For udviklingsbistanden til de fattigste udviklingslande er faktisk faldende. Det gælder også den danske bistand. Så er der selvhjælp tilbage, hvis finansieringsgabet på 175 mia. USD årligt skal dækkes. Er det muligt?
I 2018 var BNP i de fattigste udviklingslande ca. 600 mia. USD. Ergo skal de offentlige udgifter øges med ca. 25-30 pct. af BNP for at nå de 175 mia. USD som finansieringen af SDG’erne kræver. I gennemsnit udgør skatter og afgifter i dag ca. 14-15 pct. af BNP i de fattigste udviklingslande (svarende til ca. 90 mia. USD årligt).
I mellemindkomstlandene udgør skatter og afgifter i gennemsnit ca. 25 pct. af BNP. Hvis man optimistisk – men urealistisk – antager, at lavindkomstlandene kunne øge deres skatter og afgifter til samme niveau – altså til 25 pct. af BNP – vil det årligt give ca. 50-60 mia. USD ekstra, hvilket dog kun er knap en tredjedel af finansieringsbehovet på 175 mia. USD. En høj økonomisk vækst i udviklingslandene vil naturligvis kunne øge disse indtægter, men slet ikke nok. Øgede skatter og afgifter vil med andre ord langt fra kunne lukke finansieringsgabet i de fattigste udviklingslande.
Moms er effektivt – men rammer de fattigste hårdt
En løsning, der batter noget i udviklingslandene på kortere og mellemlang sigt, er at indføre eller effektivisere momsbeskatning. Det vil ikke være politisk populært, og sådanne skatter vender den tunge ende nedad. De er med andre ord regressive. Uden reformer af skattesystemerne – og af, hvordan skatteprovenuet bruges – vil de fattigste i mange af landene kunne komme til at betale mere i skatter og afgifter, end de får tilbage i form af skoler, sundhedsydelser og andre offentlige goder.
Sådanne progressive reformer vil imidlertid være vanskelige at få gennemført, da de vil betyde, at rige borgere og virksomheder i de fattigste lande beskattes hårdere. Problemet er, at selvsamme grupper har stor politisk indflydelse på skattelovgivningen og dens implementering (ligesom i Danmark: ”Turkeys don’t vote for Christmas”).
En anden mulighed er at beskatte multinationale selskaber hårdere. Det kunne der sikkert let skabes opbakning til i de fattigste lande. Og mange mener, at det kan skaffe udviklingslandene milliarder i indtægter, men problemet er, at forventningerne til, hvor mange penge, der kan skaffes ad den vej, tit er stærkt overdrevne.
Urealistisk at skatter kan lukke finansieringsgabet
Konklusionen er, at det er helt urealistisk, at skatter og afgifter kan lukke SDG’ernes finansieringsgab i de fattigste udviklingslande – selv hvis den politiske vilje var til stede.
Det er ikke i sig selv noget argument mod at søge at øge udviklingslandenes offentlige indtægter, men det er vigtigt at sikre, at øgede skatter og afgifter ikke betales af de fattigste befolkningsgrupper.
Der er derfor et oplagt behov for reformer, som sikrer en bedre og mere retfærdig beskatning i fattige lande.
Og så har vi slet ikke nævnt donorernes mulige bidrag til at styrke skatteopkrævningen i udviklingslandene.
