”Bare fordi man siger, man er ansat i forsvaret og er vant til at levere død og ødelæggelse ude i verden, så er det ikke sådan, at vi kun ser militære løsninger,” siger Jan Werner Mathiasen til Globalnyt.
Om Jan Werner Mathiasen
Jan Werner Mathiasen er officer, militæranalytiker, fredsaktivist, kandidat til Europaparlamentsvalg for Radikale Venstre og medforfatter til udredningen om Danmarks militære og civile indsats i Afghanistan. Han har været udsendt for forsvaret i Kosovo og Afghanistan.
Efter 30 år i forsvaret har han fået en nuanceret tilgang til, hvordan Danmark skal løse sikkerhedspolitiske problemer. Det skal ske i fællesskab med andre lande, og her er EU en helt central aktør. Det er blandt andet derfor, han har valgt at stille op for De Radikale til Europaparlamentsvalget i juni.
Han betegner sig selv som ’den løse kanon inden for hegnet’, ’den skæve kriger’ eller ’den krigeriske radikale’, og selvom det kan lyde som modsætninger, synes han ikke, at officer og fredsaktivist er to ting, der udelukker hinanden. Tværtimod, mener han, er der brug for at bygge bro mellem to verdener, som ikke altid taler sammen, men i højere grad burde gøre det.
Eksempelvis foreslår han at give Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) opgaven om at styrke fredsforskningen i Danmark. En anden mulighed er at genetablere COPRI (Copenhagen Peace Research Institute, red.), som blev lukket i 2003 og fusioneret med DIIS.
Danmarks militære tankegang er slået fejl
Efter tre årtier, hvor Danmark har sendt flere end 30.000 soldater i krig, er der behov for at gentænke vores strategi, mener Jan Werner.
”Vi er en af de mest krigeriske nationer i verden. Vi er nogle af dem, der har deltaget i flest krige efter 9/11. Det tragiske er, at der ikke er skabt fred der, hvor vi har sendt vores soldater hen. Afghanistan, Libyen, Syrien, Irak… jeg kan bare konstatere, at Danmark ikke er lykkedes på det område.”
Vores ensidige fokus på militære løsninger til at tackle sikkerhedspolitiske udfordringer har ifølge ham medført, at vi overser andre muligheder for at løse konflikter.
”Hvis du kigger på skåltalerne hos politikerne, når vi snakker om indsatser ude i verden, så taler vi om 43 døde i Afghanistan og 923 bomber over Libyen. Vi snakker ikke om effekten af, at vi mistede 43 soldater, eller om hvor meget fred de 923 bomber over Libyen leverede. Det interesserer os ikke.”
De 20 års danske indsats i Afghanistan er et eksempel på, at Danmarks nuværende strategi ikke fungerer, mener han.
”Der er ingen, der råber ’juhu, vi bragte fred, bæredygtighed og forsoning til Afghanistan’. Nej, for måske gjorde vi det faktisk værre. Jeg har masser af kollegaer, der kommer hjem fra Afghanistan og siger ’vi lykkedes ikke med det, vi ville’. Så hvad var meningen?”
Forskel på militarisering og militarisme
Jan Werner mener, at Danmark er et militaristisk land, og det er en holdning, der indimellem fører til kontroverser med kollegaer fra forsvaret.
”Jeg bliver nogle gange udskammet for at sige, at der er en militarisme i Danmark. Kollegaer mener ikke, det er tilfældet, fordi vi indtil for nylig ikke har brugt penge på forsvaret. Men militarisme og militarisering er ikke det samme. Militarisering handler om den betydning, som forsvaret har i samfundet. Er der høj status ved at være officer? Er det noget, vi dyrker? Holder vi fine parader?”
Gennem tiden har vi fået mere tiltro til det militære virkemiddel og ønsker faktisk at løse udenrigspolitiske problemer med militære værktøjer.
Militarisme derimod, forklarer han, betyder at man anskuer politiske løsninger gennem en militær optik.
”Man ser en nødvendighed i at anvende militæret. Nogle lande har en stor grad af militarisering uden at være militaristiske, fordi man ikke synes, at man skal anvende militæret. I Danmark er der en lav grad af militarisering, men en høj grad af militarisme. Gennem tiden har vi fået mere tiltro til det militære virkemiddel og ønsker faktisk at løse udenrigspolitiske problemer med militære værktøjer.”
Der er historiske årsager til denne udvikling, mener han:
I 1864 lykkedes vi ikke med at sikre vores egen nation, og vores stat var næsten ødelagt. Og under anden verdenskrig var det ikke politikere, der gjorde, at vi havnede på den rigtige side af historiebøgerne, men snarere tilfældige begivenheder og enkeltpersoners indsats, såsom sænkningen af vores egen flåde, redningen af jøderne og modstandsbevægelsen.
På grund af de historiske erfaringer stræber vi nu efter at tage kontrol over vores skæbne som nation. Desværre fører det til en militariseret tilgang, hvor vi tror, at vores nationale identitet og succes er knyttet til militær magt. Det bliver et spørgsmål om identitet både for os som danskere og som nation, og det er faren, påpeger han.
”Vi tager ansvar for verdenen, og vi vil gerne vise, at vi er parate til at dø for det. Den tankegang bekymrer mig dybt. Som officer, som far og som politiker.”
Nødvendigt med forhandlinger i Ukraine
Jan Werner fremhæver konflikten Ukraine som eksempel på Danmarks ensidige fokus på militære løsninger. Udgangspunktet i Danmark er, at forhandling med Rusland først kan begynde efter en ubetinget militær sejr til Ukraine. Det er ikke sådan, han forstår forhandling.
”Man kan altid forhandle. Hvis vi ikke beholder forhandling som en mulighed, så har vi allerede afskåret en mulig vej til fred.”
Der er trange kår for fredsmægling, som ikke baserer sig på militær magt.
Men det er ikke et argument, der bliver lyttet meget til, siger han.
”Hver gang, nogen stiller sig op og foreslår at forhandle med Rusland, bliver de udskammet på nationalt TV. Så ja, der er trange kår for fredsmægling, som ikke baserer sig på militær magt.”
Han oplever, at mange i Danmark – både blandt politikere og i befolkningen generelt – tror, at der bliver fred i Ukraine, hvis Rusland bliver smidt ud. Men så simpelt er det ikke, mener han. Og det perspektiv er slet ikke en del af diskussionen i Danmark – hverken i den offentlige eller akademiske debat, lyder det fra ham.
Samtidig er det vigtigt at indse, at der i fremtiden kommer flere konflikter, der vil kræve en nuanceret tilgang, hvor militære, humanitære og diplomatiske aspekter integreres for at opnå langvarige løsninger. Når de konflikter kommer, bliver det afgørende, at vi har indsamlet erfaringer, viden og forståelse gennem forskning, så vi kan handle klogere, forklarer han. Vi skal undersøge, hvad der ikke lykkedes i tidligere håndtering af konflikter og sørge for at kigge på fredsmuligheder fra begyndelsen og ikke først efter kampenes afslutning.
EU fejlede i forhold til krigen i Ukraine
Som kandidat til Europaparlamentet har Jan Werner også sine holdninger til, hvilken rolle EU kan spille som global sikkerhedsaktør. Ifølge ham fejlede EU i Ukraine allerede dengang, man lod Tyrkiet overtage forhandlingerne, som i begyndelsen af krigen fandt sted mellem Ukraine og Rusland. Han forklarer, at der for EU står mere på spil end blot Ukraine.
Serie: EU’s globale skæbneår
Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra Det globale syd.
Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, og et EU-parlamentsvalg 6.-9. juni lurer i horisonten, prøver EU at finde sin rolle i verden.
I denne serie, som er støttet af Europa-Nævnet, undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.
”Det handler om geopolitik og en ny verdensorden. USA og Kina vil havne i en militær stabil magtbalance, som ikke får epicenter i Europa, men i Sydøstasien. Det betyder, at vi bliver periferien, som Asien var under Den Kolde Krig. Konflikter, der minder om Koreakrigen, Vietnamkrigen, det er sådan noget, vi kommer til at se i periferien af Europa.”
I hans optik bliver EU nødt til at træde i karakter og finde ud af, hvordan unionen vil håndtere de konflikter, vi ser i Ukraine, Gaza og Rødehavet.
”EU har ikke været i stand til at mobilisere sig selv og stå samstemmigt i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Man har ikke engang kunne komme med en fælles melding i forhold til Gaza. EU må forstå, at Europa skal fungere samlet,” siger han og understreger endnu engang vigtigheden af, at løsningerne ikke blot bliver militære men også politiske.
Skab dialog og opret fredsforskningsinstitut
Jan Werner påpeger, at Danmarks manglende fokus på ikke-militære løsninger står i skærende kontrast til vores nordiske naboer.
Dialogen i Finland, der ligger klos op ad Rusland, er stærkere end i Danmark. […] De ved, at dialog er en betingelse for at undgå væbnet konflikt. Den dialog har vi lukket i Danmark
”Jeg læste om finske soldater ved grænsen til Rusland. De har fortsat dialogen med russerne. De siger ’russerne er der. Vi ved, de er der, og de kan angribe, men så tager vi den derfra.’ Dialogen i Finland, der ligger klos op ad Rusland, er stærkere end i Danmark. Kan du forklare mig det? De ved, at dialog er en betingelse for at undgå væbnet konflikt. Den dialog har vi lukket i Danmark.”
Ifølge ham er det mærkeligt, at man med den pacifistiske tradition, som Danmark har, pludseligt er blevet mere fokuseret på militære løsninger end de fleste af vores allierede. Hans radikale hjerte titter frem, når han siger, at vi har glemt vores arv og tradition med fredsbevægelsen.
”Jeg var til fredsbevægelsens jubilæum for to år siden efter starten på krigen i Ukraine. Der var 22 eller 23 mennesker. Jeg er 52 år gammel og jeg trak gennemsnitsalderen ned. Bevægelsen er ved at dø, fordi vi ikke tænker på fred.”
Samtidig med, at fredsbevægelsen forsvinder, ser vi et fald i den akademiske ekspertise, som kan skabe en modvægt til det militære fokus, mener han.
”Når der er en udfordring ude i verden, gør Danmark forsvaret klar til indsættelse og tager det som en selvfølge at gå med i en koalition af de villige. Vi undersøger ikke andre muligheder, og det er et udtryk for, at den nødvendige faglighed ikke findes. Hvis vi skal undgå en ensidig forståelse af, at sikkerhedspolitiske udfordringer i verden kun kan håndteres militært, så skal vi have en intellektuel fredskapital.”
Det er her, han kommer med forslaget om at få Dansk Institut for Internationale Studier til at tilføje fredsforskning til sine arbejdsområder eller måske genoplive fredsforskningsinstituttet COPRI (Copenhagen Peace Research Institute, red.), som blev lukket i 2003 og lagt sammen med DIIS.
Jan Werner ønsker sig, at Danmark gentænker sin rolle som global sikkerhedsaktør. I stedet for at ville være dem, der ofrede flest soldater i Afghanistan, smed flest bomber i Libyen og donerer flest penge til Ukraines militær, har han et andet forslag:
”Vi kunne være dem med flest fredelige politiske, diplomatiske løsninger at tilbyde Zelenskyj. Vi kunne være dem, der hjælper ham med at få en fredelig udgang af krigen. Vi kunne være dem med flest fredsforskere per indbygger.”
