Det er ingen hemmelighed, at velproducerede kampagnevideoer er én af hjørnestenene i internationale organisationers måde at rejse midler til løbende projekter og akutte katastrofer. Men selv for de mest professionelle organisationer kan det også gå galt.
Alt for ofte kommer de gode intentioner om at ramme målgruppen i hjertekulen til at spænde ben for det overordnede mål at få folk aktivt engagerede og foretage en donation. For folk donerer ikke, hvis alt synes håbløst.
Baggrunden for det norske initiativ Radi-Aid, som er en prisoverrækkelse til årets bedste og værste nødhjælpskampagner, er, at den klassiske stereotype fremstilling af det globale syd som evigt konflikt- eller sultramt ikke blot en dårlig strategi. Det er decideret misvisende i forhold de fleste menneskers ønske om at skabe forandring i eget liv i stedet for passivt at blive reddet af den (hvide) vestlige verden.
I december 2016 nominerede Radi-Aid for fjerde år i træk tre videoer i den lidet flattererende kategori Rusty Radiator samt den mere attrative Golden Radiator og lod det være op til læserne af kåre vinderen.
Her er resultatet:
'Vinderen' af værste kampagnevideo 2016: ”The Wait is Over” / Compassion International
Klik her for at se videoen
Juryens kommentar
"Denne video promoverer dybt rodfæstede opfattelser af vestens overlegenhed i forhold til syd. Den forstærker det hvide frelser-kompleks og fremstiller forældre som nogen, der ikke kan gøre andet for deres barn end at vente på, at en sponsor redder deres liv og fremtid".
Vinderen af bedste kampagnevideo 2016: ”Love A Positive Life” / HIV & AIDS Alliance
Juryens kommentar
”Denne video kan bidrage til at nedbryde fordomme og stereotyper omkring HIV ved at fremstille det ’positive’ hverdagsliv for en HIV-positiv kvinde, der har transformeret sit eget liv. Videoen giver en god portion viden om den situation, personer med HIV/AIDS befinder sig i, og fremstiller dem ikke som hjælpeløse ofre men stærke individer”.