Af Ulla Skovsbøl
Kombinationen af traditionel viden, nye agro-økologiske metoder og nye former for samarbejde har bragt velstand til Margaret Muhidos landsby og mange andre ludfattige lokalsamfund i Uganda.
Margaret Muhido var fattig, men alle hendes naboer i den lille landsby i Uganda-provinsen Rwenzori, var endnu fattigere. Næsten alle landsbyens mænd boede og arbejdede langt borte, for at skaffe til penge til dagen og vejen, mens Margaret og de andre kvinder knoklede derhjemme med at dyrke jorden.
De arbejdede hårdt, men fik ikke meget ud af deres slid. Deres jordlodder var bittesmå, udbytterne var ringe, og ingen kunne dyrke mere end det allermest nødvendige. Der var aldrig noget overskud at sælge på markedet. Margarets landsby var med andre ord en almindelig, ludfattig ugandisk landsby.
”Da jeg kom til dertil første gang, blev vi festligt modtaget, og jeg fik en fin gave. En høne,” fortæller Inge Lis Dissing fra Økologisk Landsforenings ulandsudvalg.
Sammen med sin mand Aage Dissing og landbrugsforsker Mette Vaarst arbejder hun på at udbrede agroøkolgiske dyrkningsmetoder i Øst Afrika gennem såkaldte ”Farmer Family Learning Groups”. Det var i den forbindelse, hun besøgte Margarets landsby.
”De var så fattige, at jeg skammede mig over at få så flot en gave, men jeg tog selvfølgelig imod den og sagde tak,” husker hun.
Bedre udbytter med økologi
Når Inge Lis i dag besøger landsbyen sammen med Aage Dissing eller Mette Vaarst, behøver de ikke at skamme sig over at få en høne forærende. Margaret og hendes naboer er klatret adskillige trin op ad velfærdsstigen, og nu er der høns nok at tage af.
Deres hverdag har ændret sig grundlæggende, fordi de gennem flere år har været med i det dansk støttede agro-økologisk projekt. Nu dyrker de flere afgrøder og får større udbytter, uden at det har kostet dem nogen særlige investeringer endsige indkøb af kunstgødning og pesticider.
Med lidt råd og vejledning udefra har landsbyens kvinder selv udviklet nye dyrkningsmetoder og lært af hinanden i deres ”Farmer Family Learning Group”, hvor de udveksler erfaringer.
Før kunne de dårligt nok brødføde sig selv. Nu har de et overskud at sælge af. Landsbykvinderne har fået et godt ry som en slags cateringleverandører, når der er store fester i nabolandsbyerne. De i er leveringsdygtige i alt til festen: Gedekød, æg, kyllinger og et bredt udvalg af grønsager af god kvalitet.
Lokale facilitatorer
Margaret Muhido har været gruppens lokale igangsætter og koordinator. Hun blev valgt som facilitator, fordi hun var kendt for at være både dygtig og hjælpsom.
Hun havde en hel gedeflok på fem-seks geder, hvor de andre kun havde én. Hun dyrkede omkring en halv hektar, hvor de andre kun havde en udvidet køkkenhave. Alligevel havde hun altid overskud til at engagere sig og hjælpe andre.
”Når vi kommer til en landsby, er der som regel altid en mand, som er mere udfarende, end de andre. En som snakker og forklarer meget og er god til at tage rampelyset. Sådan en var der også her, men det var Margaret, gruppen pegede på som facilitator for landsbyens Farmer Family Learning Group. Det var fordi, de andre vidste, hun var dygtig og energisk, og det er vigtigt for at gruppen kan fungere, ” forklarer Inge Lis Dissing.
Det nye agroøkologiske dyrkningssystem, som kvinderne har udviklet ved at lære af hinanden i gruppen sammen med Margaret og den eksterne facilitator Edit Muhindo, bygger på traditionelle metoder og lokale ressourcer i kombination med ny viden.
Trelagsdyrkning virker
Omkring alle husene er der nu gravet regnvandsgrøfter og lavet vandopsamling. Uden for køkkenerne er der etableret runde højbede, såkaldte mandalas, med et vandreservoir i midten, hvor skyllevand fra køkkenet bliver genanvendt.
Alle dyr i landsbyen bliver samlet i en fællesfold om natten, og gødningen bliver nu opsamlet og komposteret. Før blev den bare spredt tilfældigt, og kom ikke afgrøderne til gode.
På de små jordlodder er der også sket store ændringer med små midler. Kvinderne arbejder sammen nu, og det betyder, de kan overkomme større opgaver.
De har fået beskåret bananpalmerne, som de havde i forvejen, og på den måde er der blevet lys og plads til andre afgrøder. Nu gror der bønner, kassava og søde kartofler under træerne, og som noget nyt eksperimenterer de også med gulerødder, løg og tomater.
De kan med andre ord dyrke meget mere på det samme areal, og afgrøderne gror godt uden at udpine jorden, fordi der er kompost til rådighed.
Mellem palmerne har landsbyboerne nu med lidt større mellemrum plantet træer af Ficusslægten, som bliver meget høje og får dybe pælerødder. De høje træer kan hente næringsstoffer op dybt nede fra jorden, og når de taber løvet, er det gratis fosforgødning til afgrøderne.
”Det er hævet over enhver tvivl, at de agro-økologiske metoder kan øge udbytterne, men det vigtigste er i realiteten den sociale metode – samarbejdet i Farmer Family Learning Groups, som Mette Vaarst har fået ideen til,” siger Aage Lis Dissing, landmand to tidligere forstander på Den Økologiske Landbrugsskole i Danmark.
”Det er ikke kun den landbrugsfaglige viden, som betyder noget for udbytterne. De nye samarbejdsformer sikrer, at alle bliver involveret og motiveret til at gøre tingene bedre, og at viden og erfaringer bliver delt. Det er forudsætningen for de store ændringer, ” siger Aage Dissing.
Der er dansk støtte oprettet 150 Farmer Family Learning Groups i Rwenzori-provinsen
Ulla Skovsbøl er freelancejournalist.
Artiklen har været bragt i magasinet Økologi & Erhverv og på netavisen Organic Today, hvor man også kan læse meget mere om emnet og relaterede emner.
