Økonom: Glem alt om u-landenes betydning

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Glem al snak om Kina og udviklingsmarkedernes betydning. “Det handler ikke om Kina, ikke om Indien, det handler stadig væk om Europa”, siger den amerikanske finansmand, Joseph Quinlan, der netop har gæstet København, til Berlingske Tidende mandag.

EU og USA er fortsat vigtigst for hinanden og verden som helhed. Hverken Irak-krig eller Washingtons faldende interesse i “Old Europe” i almindelighed kan overskygge det faktum, at de 2 transatlantiske handelsblokke bliver stadig vigtigere for hinanden, understreger Quinlan overfor bladet.

Ifølge Quinlan er den eneste relevante målstok, at amerikanske selskaber, inklusive deres datterselskaber i Europa, stadig henter halvdelen af deres globale indtægter i Europa. Alene amerikanske firmaers investeringer i Tyskland er større end alt, hvad amerikanske virksomheder ejer i hele Sydamerika.

Og til trods for frihandelsområdet NAFTA – North American Free Tade Area – og Mexicos nærhed til USA investerede amerikanske firmaer i 1990erne næsten dobelt så meget i Holland som i Mexico. Ligesom USA-virksomheder i EU formentlig vil fremvise rekordoverskud i år, siger Joseph Quinlan, som forsker i transatlantiske relationer ved Washingtons John Hopkins-universitet – når han ikke er chefmarkedsstrateg ved Bank of America i New York.

Afhængigheden går også den anden vej, skriver Berlingskes Esben Kjær. Europæerne har aldrig været så eksponeret overfor USAs økonomi som nu. Europæiske investeringer i USA udgør p.t. 3,3 billioner dollars (en billion = tusind milliarder) eller en tredjedel af alle udenlandske investeringer i USA, hvor europæiske virksomheder direkte og indirekte beskæftiger 7 millioner amerikanere.

Sådan er situationen i dag ifølge Joseph Quinlan. Men sådan bliver det ikke ved med at være, mener de amerikanske økonomer, Dominic Wilson og Roopa Purushothaman, fra Goldman Sachs i New York.

De vurderer ifølge Dagbladet Børsen fredag, at store fremadstormende tredje verdens-lande som Brasilien, Indien og Kina samt råvarearsenalet Rusland bliver fremtidens giganter og om 50 år vil være større end dagens 6 førende globale industrinationer.

I dag udgør bruttonationalproduktet, BNP for de 4 “nye” såkaldte BRIC-lande under 15 procent af G6-landenes – det vil sige USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien. Men i 2025 vil “de 4” være vokset til over halvdelen af G6-landenes samlede BNP og i 2050 formentlig være større, mener de 2 økonomer.

Alligevel vil borgerne i udviklingslandene under ét være fattigere end i industrilandene i 2050, fordi der bliver mange flere mennesker til at dele samfundskagen. Økonomerne pointerer, at deres forudsigelse er optimistisk og baseret på, at u-landene gennemdriver en række erhvervsvenlige initiativer, men de venter, at Kina allerede om 4 år vil råde over en større økonomi end Tyskland.

De 2 økonomer fra Goldman Sachs har stor tiltro til især Indien. De venter, at Indien vil få den kraftigste vækst med en økonomi, som vokser over 5 procent hvert år over de næste 30 år. De vurderer samtidig, at væksten i u-landene vil aftage over tid, men at det først sker om 30-40 år – dog med en klar indbygget usikkerhedsmargin over så langt et åremål.

Til gengæld tror de 2 økonomer ikke, at Afrika spiller en væsentlig rolle for verdensøkonomien om 50 år. Kun Sydafrika har en reel mulighed for at blive en betydelig aktør og kan godt gå hen og få et højere BNP pr. indbygger end de nuværende 3 store udviklingslande.