Den næste generation af unge iværksættere fra Kenya, Sydkorea, Etiopien og Danmark tyvstarter i dag det grønne P4G-topmøde, der finder sted fredag og lørdag i København, skriver Udenrigsminsiteriet i en pressemeddelelse torsdag.
De unge iværksættere præsenterer på DTU Skylab deres innovative og tech-baserede løsninger på klimaudfordringer og andre globale problemer som madspild, vandmangel og plastik i havene.
“Morgendagens løsninger på nutidens globale problemer skal løses i samarbejde med unge. Både fordi de kan bidrage med deres ideer og tilgang til brugen af ny teknologi. Og fordi vi skylder at inddrage dem i løsninger på de problemer, som vores generation har skabt”, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.
“Derfor har P4G-topmødet fokus på samarbejde både på tværs af lande, sektorer – og generationer. De unge iværksættere skal inspirere os med deres opfindelser samtidig med, at de bliver udfordret på deres brug af teknologi, forretningsplaner etc.,” fortsætter hun.
Ministeren mødes i aften med de unge på DTU Skylab, hvor der blandt andet afholdes tech bazar og reception.
Tema-sessioner
Fredag på topmødets første dag deltager de unge i tematiske arbejdssessioner inden for miljø og fødevarer, vand, energi, byer og cirkulær økonomi, hvor de præsenterer deres innovative og bæredygtige løsninger.
På dag 2 i DR‘s koncertsal vil blandt andet den unge tech entrepreneur, Samuel Rigu, der har startet firmatet Safi Organics, deltage i et panel om Next Generation Leadership med tidligere statsminister i Norge og FN’s specielle udsending på klimaforandringer, Gro Harlem Brundtland. ‘
“Inddragelsen af unge tech-entreprenører i P4G-topmødet er helt i tråd med den danske regerings udenrigspolitiske satsning på teknologisk diplomati og techvelopment. Ny teknologi, brugen af data og digitalisering er moderne midler og intelligente genveje til at se og skabe nye muligheder for bæredygtig vækst og udvikling,” siger Ulla Tørnæs.
Undervisning
Foruden de unge iværksættere fra en række af P4G-partnerskabslandene inddrages unge studerende og undervisere fra DTU, andre danske universiteter samt koreanske studerende i P4G-topmødet.
Universiteterne har valgt i samarbejde med Udenrigsministeriet at udbyde undervisning, der beskæftiger sig med fem af de konkrete P4G-støttede partnerskaber på tværs af videnskabelige retninger. Endelig inddrages en række unge DTU-studerende, influencers, i topmødet i forbindelse med et stort folkeligt verdensmålsengagement på Rådhuspladsen.
For en dag bliver Rådhuspladsen omdannet til en by-lejlighed i oversize med dens forsyningskæder blotlagt, og de unge influencers vil være guider for de udenlandske P4G-gæster og almindelige danskere i fremtidens bæredygtige lejlighed.
|