Anmeldelse
Af Lis Garval,
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktionsledelse
”Bhutan: Rejsen mod lykken” vises mandag den 19.december kl. 23 på DR2.Når jeg indleder denne anmeldelse med tidspunktet, er det fordi jeg er ærgerlig over det. Hvem ser fjernsyn kl.23:00?
Sikkert ikke mange og slet ikke den formodede målgruppe: Nysgerrige, der gerne vil vide noget om det lille kongerige i Himalaya, hvor lykke står højest på dagsordenen, men som ikke er til seriøse analyser eller tung baggrunds-oplysning.
Filminstruktøren Ole Bendtzen rejste til Bhutan uden at være tynget af viden. Faktisk gjorde han sit ukendskab til Bhutan til en dyd og gav sig selv en hovedrolle.
Det er HANS rejse, vi får lov at være med på. Hans søgen efter hemmeligheden bag lykken i Bhutan, som han må have besøgt lige inden slutningen af regntiden. Alt er så betagende smukt og grønt.
Han ser, han spørger, han leger sig gennem landet. Åbent og ligefremt kommer han i snak med bhutaneserne, og de synes endda, det er morsomt at skulle sige ” jeg lukker frugt med en frugtplukker”.
Han bruger bevidst vores danske væremåde og livsstil som identifikation og genkendelse, så vi og hans venlige tolk slipper heller ikke for ”rødgrød med fløde” og Poul Dissings ”… lykken er ikke det værste man har…”.
Alle – en bondefamilie, buddhistiske munke (med og uden mobil) og lederen af bruttonationallykke-kommissionen – får samme spørgsmål: ”Hvordan bliver man lykkelig”.
Og Ole Bendtzens selviscenesættelse virker. Han får givet en fornemmelse af, hvad lykke er i Bhutan:. At få en god balance i livet.
Man skal fokusere på tiden og sikre sig, at der er fritid, tid til familien og til leg. Det må ikke være arbejde det hele. Man kan jo ikke købe tid.
Han fortæller om Bhutans overordnede udviklingsfilosofi, der sætter lykken øverst. Man opererer med brutto national lykke – Gross National Happiness – og har henvist økonomien og brutto national produktet til andenpladsen.
Bhutan er først nu ved at udvikle indikatorer, så man kan måle lykken, men ”bruttonationallykke” er defineret, og regeringspartiet ”Lyksalighedspartiet” har f.eks.omsat filosofien i praksis ved at have mål at bygge veje til alle kommuner, adgang til skoler og rent drikkevand og elektricitet til alle, inden der skal afholdes parlamentsvalg i 2013.
Det fortæller Ole Bendtzen ikke, men han giver en fornemmelse af, hvad lykke kan være i det buddhistiske Bhutan. Og det gør han godt.
Eller man burde måske sige: Det gør DE godt, for Egil Dennerline er ikke kun bag kameraet som fotograf, han er også medtilrettelægger og producer.
På http://www.rejsenmodlykken.dk/ kan læses mere om filmen og om Bhutan, der gennem mange år har modtaget dansk udviklingsbistand. Danmark har nu besluttet gradvist at udfase bistanden i løbet af 2011 til 2014.
