Oliesheiker vil samarbejde med Danmark om en grønnere fremtid

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Rasmus Helveg Petersen indgik mandag en aftale med De Forenede Arabiske Emirater om samarbejde om vedvarende energi. Udviklingsministeren glæder sig over, at oliestaten er den første i regionen, der erkender klimaudfordringen.

Udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen indgår i dag en samarbejdsaftale med de Forenede Arabiske Emirater om bæredygtig udvikling, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker i Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater (UAE), i forbindelse med en stor energikonference hvor også H.K.H. Kronprins Frederik deltager.

”Aftalen skal styrke samarbejdet om grøn udvikling mellem Emiraterne og danske virksomheder og forskningsinstitutioner”, siger udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen og fortsætter:

”Emiraterne er en af verdens rigeste og mest energiforbrugende nationer og har tjent mange penge på olie. Så det er et meget vigtigt skridt, at de nu som de første i regionen erkender, at energiforbruget skal bringes ned og gøres grønnere”.

“Derfor er oliesheikerne interesseret i samarbejde med danske virksomheder og institutioner om investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet – både på deres hjemmebane, men også på globalt plan. Grøn energi er jo netop et område, hvor vi har rigtigt meget at byde på.”

Aftalen bliver underskrevet i forbindelse med åbningen af en af verdens største internationale konferencer om vedvarende energi, World Future Energy Summit, i Abu Dhabi.

Udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen skal blandt andet mødes med generaldirektøren for det Internationale Agentur for Vedvarende Energy (IRENA), der har hovedkvarter i Abu Dhabi, og deltage i en paneldebat om Vestas’ initiativ ”Wind for Prosperity”.

Vestas har i samarbejde med FN-generalsekretær Ban Ki-moon’s initiativ, Bæredygtig Energi for Alle, startet et kommercielt projekt, der skal udbrede vindenergi til områder i udviklingslande uden for det almindelige elektricitetsnet.

”Danmark støtter FN’s initiativ om at skabe bæredygtighed i udviklingslandene – og Vestas’ projekt er på mange måder et forbillede”.

“Det gavner både de fattigste, det globale klima og Vestas bundlinje – og derfor også Danmarks økonomi. Og så er det jo bestemt ikke uinteressant, at projektet bakkes op af oliesheikerne fra Abu Dhabi, der ønsker at tanke grønt,” siger Rasmus Helveg Petersen.

Kronprinsen af Abu Dhabi, Sheikh Mohammed bin Zayed Al Nahyan, har store ambitioner for landets statslige organisation, Masdar, der står for at føre emiratets grønne visioner og involvering i den globale bæredygtighedsdagsorden ud i livet.

Masdar er også navnet på en by i Abu Dhabi, Masdar City, som er verdens første CO2 neutrale by og som foreløbigt huser blandt andet Masdars hovedkvarter og verdens første universitet, der udelukkende fokuserer på vedvarende energi.

Byen er en frizone for udenlandske virksomheder, og flere store miljøvirksomheder har etableret sig med kontorer, heriblandt danske Grundfos. Vestas, Maersk og andre er på vej.