Israel har fyldt meget i mit liv, siden jeg boede i Jerusalem efter Junikrigen i 1967, og siden da har set en gylden mulighed for fred og forsoning forvandlet til overmod.
Forvandlet til herrefolksmentalitet, frygt, had, menneskelig fornedring og en uendelig serie af gengældelse og lidelse.
Krigene har næsten fuldstændig ændret Israel, som jeg så det dengang: Jødefolkets spillevende fristed, der havde den eneste gribende nationalsang, jeg kendte: Ha-tikwa – håbet.
I sidste uge viste DR-TV en udsendelse med Herbert Pundik, en mand, der virkeliggør håbet, hvor alt håb er ude. Først kæmpede han for at det moderne Israel kunne blive til virkelighed efter holocaust, og efter 1967 har han og hans familie trods voksende håbløshed arbejdet for forsoning og sameksistens med palæstinenserne.
Danmark som krigsførende magt….
Da den danske regering gjorde sig selv til krigsførende magt i begyndelsen af 1990’erne, var det Pundik der sagde, at det skulle vi lade være med. For krig ødelagde mennesker på en måde, det var svært at gøre godt igen.
Han vidste, hvad han talte om. Det var synd for danskerne og det danske samfund, og det var især unødvendigt, hvis vi fulgte Israels eksempel og gjorde os selv til en krigernation. Vi var meget bedre til at hjælpe mennesker i nød end til at slå dem og vores egen menneskelighed ihjel.
Selv om sammenligningen med Israel er alt andet end fuldkommen, kan jeg ikke lade være med at tænke på Pundik og hans advarsel efter de sidste ugers voldsomme begivenheder i Paris og andre steder i Europa, og efter de stramninger, der får os til at tage passet fra vores egne landsmænd og sætte dem i fængsel for at forhindre dem i at gå i krig, og af begrundet frygt for at de vender hjem og myrder os i vore senge.
Vi må igen være kendt som bistandsnation
De sidste tiår har gjort noget ved os danskere og ved forholdet mellem os og vores medmennesker.
Man kan kun – som Pundik – tro, håbe og arbejde for, at det ikke bliver en uoprettelig forandring.
Hvis Danmark igen gør sig kendt som en bistandsnation, der rækker hånden ud til samarbejde i respekt for fremmede mennesker, religioner, kulturer og samfund, behøver vi måske ikke frygte de andre så meget.
Så behøver vi ikke ende som et sørgeligt, forkrøblet Israel.
